Løb fylder meget for mig. På mange måder. Jeg nyder at løbe, jeg nyder at planlægge løbeture (både for mig selv og for andre), jeg nyder at tale om løb, løb er arbejde og fritid,…

Så løb er ikke kun en ting, og der er ikke kun en længde eller et underlag der duer. Og motivationen til at komme ud og løbe kan komme mange steder fra (og forsvinde pga. mange ting)
Og løb er ikke længere 1. prioritet.

Familieudflugt i alperne

Så hvor meget og hvad jeg løber svinger hen over året. Jeg har nok altid været kræsen ift. hvad jeg har løbet, der skal helst være noget nyt/uopdaget. Men nyt kan jo være mange ting.

Det sociale

Da jeg sagde ja til Hærvejsløbet var der flere ting i spil. Noget af det der pirrede mig var længden og det sociale. Begge dele noget der ikke havde været på samme måde tidligere i min løbekarriere. Det sociale aspekt var medvirkende til at jeg sagde ja og det er et godt koncept ift. Hærvejsløbet, men i træningen op imod løbet fyldte det ikke så meget for mig.
Det gjorde længden derimod. Jeg fik lagt en træningsplan, med mange lange ture, og jeg fik på sin vis en “offentlig” målsætning. Den offentlige målsætning var både god og dårlig. Det fik mig ud og løbe nogle ekstra lange ture ift hvordan jeg tidligere har trænet, men den kom også til at hænge over hovedet når jeg ikke var ude og løbe. Så selv om den offentlig målsætning var positiv for træningsindsatsen vil jeg nok være tilbageholdende med at bruge den som et virkemiddel igen, for den mentale belastning blev større end jeg havde troet.
Selv om jeg ikke nåede hele vejen igennem Hærvejsløbet var det alligevel en fantastisk oplevelse. Jeg har ikke fortrudt jeg sagde ja, men hvis jeg kommer med igen bliver det som en del af et hold. Bindinger i selve løbet – de faste tider – gør at det egner sig dårligt som ultraløb for mig. Og nok for de fleste. Der er relativt få herhjemme som vil kunne løbe de 300 km uden at komme i tidsnød undervejs.

Det nye

Det seneste løb jeg har løbet var Ultraløbet Molsruten. Træningen frem mod det var nærmest stik modsat Hærvejsløbet. Ustruktureret, relativ lav mængde, uden mål. Men løbet blev alligevel en god oplevelse. Ruten udnyttede måske ikke området på bedste vis, men det er jo arrangørerne (og lodsejerne) der bestemmer hvor ruten skal gå. Men jeg kom steder jeg aldrig har været før. Og selv om jeg anser mig selv for at være meget opgaveorienteret, og meget lidt præstationsorienteret, så er opgaven alligevel den samme hver gang jeg står på startstregen til et løb (på nær Hærvejsløbet) –  at komme så hurtigt som muligt til mål med de evner jeg nu har med mig på dagen.

Hvad så nu?

Så nu sidder jeg og overvejer hvad jeg skal løbe næste gang…

Der er et par lange ture i godt selskab i det midtjyske på tegnebrættet. Noget af det der kan være motiverende for mig er, at skulle finde alle de flotte steder frem, som er værd at vise frem for andre. Mit problem er bare at der er så mange steder jeg gerne vil vise, at jeg har svært ved at udvælge et pasende antal.

En anden måde at finde motivation er ved at læse og se hvad andre jeg lavet.
Kenneth Pedersen og Flemming Anderssons tur til TDS kan få mig til at længes efter bjergene

Bjergene er fyldt med eventyr og uudforskede steder. Det nemme er at tilmelde sig et løb, for så har andre bestemt ruten. Men lidt eventyr på egen hånd kan give mindst lige så store oplevelser.

Og der er jo nok at vælge imellem. Men inden der bare ryger løb ind i kalenderen er det værd at læse Jacques Dehnbostels tanker omkring kalendergymnastik
http://exploringthelimits.wordpress.com/2013/10/17/hvad-skal-der-ske/

Hvorfor?

Og hvorfor er det i det hele taget at jeg absolut skal ud og løbe igen? Tjaa, det er jo det jeg altid har gjort! Så min identitet er på sin vis bygget op omkring det at være løber.

Jeg blev for et par uger siden interviewet af nogle gymnasieelever, hvor et af spørgsmålene lød: “Hvad får du ud af at dyrke ekstremsport?“.
(Nu synes jeg ikke ultraløb er ekstremsport, det er for mig noget hvor livet bliver sat på spil hvis man laver en fejl). Men svaret var noget med mentalt velvære. Og fysisk velvære, i hvert fald af træningen. Man kan nok sætte spørgsmålstegn ved det sunde i at løbe så lange løb. Men den mentale gevinst overskygger for de fysiske konsekvenser.

Generelt var det interessant at skulle formulere sig omkring ultraløb overfor nogle personer, som kender meget lidt til at dyrke sport på en så overdreven måde. Og spørgsmålene var på en gang både oplagte og udfordrende

Sætter du din krop på prøve fordi, at du har behov for at bryde ud af de trygge rammer samfundet har skabt? (reaktion mod at samfundet pakker os ind i vat)
Til dels. Og en søgen efter at være noget særligt, uanset om jeg vil indrømme det eller ej. ”Alle” kan være familiefar og efterskolelærer, så det er der jo ikke noget særligt i. Men at løbe langt er noget ikke mange gør (selv om mange kan, de ved det bare ikke. Eller de tror ikke på de kan)
Er det en måde at slippe selvkontrollen på? (overgive sig til kræfter der er stærkere end én selv)
Nja, ikke slippe, men blive udfordret. Komme ud hvor noget andet er med til at sætte dagsordnen, men aldrig længere ude end at jeg selv kan trække stikket.

Er ekstremsport et udtryk for individualisme? (i stedet for at søge fællesskaber og fælles oplevelser, så fokuserer man på egne oplevelser)
Næ det synes jeg ikke. Ultraløb bliver lidt familieagtigt. Man  er fælles om netop sporten. Og det er de samme mennesker man møder ofte. Men ultraløb er selvfølgelig en individuel sport, ligesom ironman. Så man kan træne den når det passer ind i en travl hverdag.

Hvad er dit næste mål inden for maratonløb/ultraløb?
– Nye oplevelser. Dvs. løb jeg ikke tidligere har deltaget i. Og som indeholder store naturoplevelser.
– At kunne gennemføre et langt løb (mellem 10 og 30 timer), hvor jeg efterfølgende tænker at jeg ikke kunne have gjort noget bedre, dvs. været hurtigere på noget punkt.

Det sidste er måske den vigtigste drivkraft for mig. At fuldføre noget på en måde hvor jeg har svært ved at sætte fingeren på noget jeg ville have gjort anderledes.

Er du nået hertil og har yderligere 20 minutter kan du jo se den her video hvor John Wooden taler om netop forskellen mellem at vinde og få succes. Og hvordan man faktisk kan vinde, selv om man bruger længere tid end vinderen.