Hul i kajakken, men ingen myg! – adventurerace i Rusland

Vi er godt i gang med løbet, det er varmt, vi har lige fået noget at spise og er på vej ud på floden med vores kajakker.
Men starten på den 120 km lange kajaketape blev ikke super skarp for vores vedkommende. Vi kom lidt tøvende på vandet, sad fast på nogle klipper mellem strømvirvlerne og fik lavet hul i bunden på den ene kajak. Så på de første 3 timer af den etape havde vi ikke bevæget os længere end vi burde kunne have klaret det på 1 time.

Men uforudsete udfordringer, som skal håndteres når de opstår, er et af kerneelementerne i adventurerace. Det er det jo i mange sportsgrene, men uanset hvor godt man forbereder sig, så vil 60+ timers nonstop race byde på mange ting man ikke havde overvejet.

Hjemmefra havde et fokuspunkt været myg. Arrangørerne havde selv gjort opmærksom på, at der kunne være mange myg – som i rigtig mange.
De første par dage i Rusland var der dog overraskende få. En heftig regnbyge søndag morgen virkede dog til at vække dem. Men så længe vi holdt os i bevægelse var de ikke et reelt irritationsmoment. Der var dog et andet dyr som skulle blive et større irritationsmoment, i hvert fald for navigatøren.

Foto: Red Fox Adventure Race

Red Fox Adventure Race – EM i adventurerace 2017

Årets EM i adventurerace var henlagt til Red Fox Adventure Race i Rusland. Start lige syd for Sortavala i Karelen i et område som en af de deltagende finner kaldte “should be Finland” og ikke “once was Finland”!

Holdet var en god blanding af rutine og ungdommelig styrke.
Laura Lambæk Knudsen – skulle køre hendes første race længere end 24 timer. Det lod dog ikke til være noget hun var klar over. Kørte som en erfaren og ekstremt stærk pige.
Bjarke Refslund – masser af erfaring og klippestabil kortfører og fartholder på MTB’en.
Peter Villadsen – masser af erfaring og bomstærk, ikke mindst i kajakken.
Henrik Leth Jørgensen (skribenten) – masser af erfaring, navigatør på alt andet end MTB.

Team Yeti klar til Rusland

En vag målsætning

På forhånd var målsætningen lidt blød (og dem, som har arbejdet med målsætninger vil nok indvende, at det ikke er en rigtig målsætning, da den ikke kan måles) – køre stabilt uden nævneværdige fejl. Holde humøret højt og have godt teamwork hele vejen.
Men det skal ses i et længere perspektiv, da vi på Team Yeti er ved at bygge holdet op til at kunne køre rigtig stærkt til de lange løb om 3-4 år. Så lige nu handler deltagelse i Euroseries og Worldseries mere om at blive gode sammen, end om at køre hurtigt. Men dem som kender os ved også, at vi altid forsøger at komme hurtigst muligt i mål, og at vi ikke kan lide at der er mange hold foran os.

Endelig fremme ved start

Man siger tit, at halvdelen af det at gennemføre et adventurerace handler om bare at stå klar på startstregen. Og det viser sig gang på gang at have noget på sig.
Vi havde god tid i Sct. Petersborg lufthavn, landede onsdag aften og torsdag skulle vi så vente på et tjekkisk hold. Til gengæld kom vi så først til stævnecentret da briefingen var slut og geartjek egentlig var lukket ned.

Så vores torsdag aften blev mere rodet og hektisk end håbet. Og ikke mindre rodet af, at vores hytte lå et par km fra stævneområdet. Så både vi og arrangørerne blev lidt udfordrede på logistikken. Men arrangørerne var fantastisk hjælpsomme hele vejen rundt, både før og efter løbet.
Heldigvis gik starten først kl 13 fredag, så vi nåede at blive klar. Vi fik dog ikke kigget så meget på kortene som vi normalt ville have gjort, men det er noget man kan gøre ude på ruten. Modsat pakke mad og grej som skal være på plads inden start.

Rutebeskrivelse

3, 2, 1, go!

Starten blev kaotisk, som sædvanlig fristes man til at sige. 4 km kajak inkl. en kort overbæring. 26 hold med hver 2 2-personers kajakker, det er dømt til at blive rodet.
Men vi kom af sted, og videre ud til fods.

De første par km i løbeskoene blev brugt til at finde ind i vores eget tempo, og til at blive kendt med kortet.

Kortene var grove, med 10 meter ækvidistance. En del printet i 1:60.000, mens enkelte var i 1:21.000, 1:25.000 og andre lettere læselig målestoksforhold. Men detaljeringsgraden var den samme uanset målestok.

I et landområde hvor 49% er dækket af skov, der er 61.000 søer og 29.000 floder og en befolkningstæthed på kun 3,5 var der lagt op til rigtig vildmarksorientering. Og det fik vi.
Det var kræs for en adventure-navigatør. En orienteringsløber ville nok have været frustreret over den ringe detaljegrad på kortet. Med 10 meter ækvidistance kan man nemt finde masser af kurvedetaljer i terrænet som ligner det på kortet, men som er alt for små til reelt at være med. Men vi holdt stabil orientering igennem stort set hele løbet, selv til sidst hvor flere af topholdene laver store tidstab, gik vi lige i posterne. Og vi undgik også de helt store tidstab på dårlige vejvalg, selv om nogle kunne have været skarpere.

1 time og 45 minutter efter start, hvor vi både havde været i kajak, løbet og svømmet i meget koldt vand, nåede vi første post på løbet. Flot placeret med udsigt over Ladoga søen. Generelt havde rutechefen fundet nogle rigtig flotte placeringer til posterne. Nogle mere krævende at komme til end andre. Og nogle mere udsatte end andre.

Første indtryk af en lokal beboer

Af sted det gik videre ud på MTB’en. Første post var ved en hellig grotte, hvor man skulle ofre 1€, som så skulle betyde held og lykke!
På MTB-etaperne gjaldt det i høj grad om at holde kæden stram. Masser af letkørte grusvejs kilometer. Og desværre også en del asfalt km. Men vi kom stabilt fremad og var gode til at holde sammen på holdet.

Undervejs var der indlagt et orienteringsløb, hvor vi for første gang fik en smag på hvad en af områdets beboere havde at sige. Bæveren er talstærkt til stede i området. Så rigtig mange steder undervejs var grøfter og mindre moser på kortet i virkeligheden blevet til 30-70 meter brede søer. Dæmningerne er stabile at gå på. Men når man krydser et oversvømmet område, er det svært at vide hvad man træder på. Selv om Bjarke havde advaret om en grøft fik jeg trådt ned i den og måtte en tur helt under. Ikke just det bedste vand at bade i. Men opkvikkende!

Nat – tusmørke kørsel

Natten nærmere sig, men så langt mod nord fik vi stort set ikke tændt lygterne. Det mest lyskrævende den første nat var da vi skulle lede efter en post, som ikke var der længere. Og da Bjarke på en rebbane over en brusende flod på uforklarlig vis fik sin karabin til at sidde uhjælpeligt fast i en petzl tandem. Efter en del arbejde kom han dog fri og vi kunne komme hen mod “kongeetapen”.

“Kongeetapen”

Forud for løbet havde vi haft gang i noget SUP træning, da der på raceprofilen var angivet “5 km paddling on board”. Ikke nærmere defineret ud over målene på boardet. Det viste sig at være et polyfoam board skåret ud i et rektangel.

Fremdriftsmiddel skulle man selv medbringe. Og bære på de efterfølgende 27 km trekking.

Vi havde valgt at medbringe håndpadler, hvilket viste sig at være noget af det mest effektive. Boardet var så ustabilt at det bedste var at ligge ned, så dem der havde medbragt pagaj vandt måske nok på at kunne padle, men tabte på ustabilitet og mulige kramper af dårlig siddestilling.

Vi overvandt både strømhvirvler og 3 km på landevejen med vores board.
Afslutningen på etapen var en zipline, fra ca. 20 meters højde, som endte i vandet. En kort padling hen til en post midt på en klippe, hvor boardet skulle trækkes med op. Og så var man klar til en lang gang trekking. Med våddragt, svømmevest, klatregrej og meget andet i rygsækken. Så det blev nogle tunge km. Men vi formåede at holde et fornuftigt pres, selv om der var lidt lavvande i energikontoen. Her viste det sig tydeligt at Laura har løberbaggrund, hun satte tempoet højt og sørgede for at selv Peter med lidt trætte ben kom hurtigere fremad.

Den rigtige Kongeetape

Inden næste etape, de mange timer i kajakken, prioriterede vi en solid gang mad. Om det var mad i maven eller det varme solskinsvejr, som gav os en tøvende start på etapen, er ikke til at sige. Men vi kom da på vandet og måtte hurtigt erkende at nogle af strømhvirvlerne var krævende at få kajakkerne med igennem.

Som mange andre hold endte vi som strandede hvaler, måtte ind på land og tømme kajakken, og valgte at bære dem forbi nogle af de værste strømhvirvler.
Undervejs i alt tumlen fik Bjarke og jeg lavet et par huller i vores kajak. Ikke just optimalt med 1 døgns kajakroning forude. Vi fik stoppet hullet i kajakken indefra i første omgang og kom så videre hen til første kajakpost. Den var bemandet og heldigvis havde arrangøren her noget lim, som kun skulle tørre 20-30 minutter, i modsætning til vores udleverede lappegrej hvor tørretiden var 24 timer…

Laura og jeg fik 10 minutters søvn mens Bjarke og Peter fik luret passagen videre forbi vandfaldene. Og langt om længe begyndte vi at kunne ro stabilt tempo fremad.
Herefter fulgte en masse timer i flot solskinsvejr og meget lidt vind. Afbrudt af post på land. Arrangørerne havde været venlige og lagt posterne lidt op på toppen undervejs, så vi kom på land og fik strakt kroppen lidt ud. Vi nappede en kort lur før solen gik ned, så vi havde overskud til at ro hele natten.

Angrebslysten bæver

Mørket sænkede sig, men for anden nat i træk var der stort set ikke brug for lys. Ikke en gang til kortlæsning.
Vi holdt stabil fremdrift, sammenkoblet af en trækline. Både for at holde det tempo Peter satte, men i lige så høj grad for at holde os tæt på hinanden, så kommunikationen er nemmere. Helt nemt er det dog ikke, og det mest information fra bagerste kajak til forreste der virker. Den anden vej kan man ikke rigtig høre noget. Og jo længere man kommer i løbet jo ringere bliver både afsender og modtager til at udføre præcis kommunikation!!

Vi kom lidt tæt på en bæver. Den var i hvert fald lige oppe og markere og slå med halen i vandet. Og et par slanger så vi også. En af posterne var placeret på toppen af en 20 meter høj enkeltstående sten. Med stive kolde kajakben, og en mild højdeskræk, var det ikke de mest elegante bevægelser jeg fik lavet hen til den post . Men den blev klippet. Alle på holdet havde chip sat på armen, så alle skulle med hver gang.

Kølig morgen

Det var en kølig, grænsende til kold, morgen. Ladoga søen er stor (17000 kvadratkm) og ikke meget varmere end 6-7 grader. Så når man er i overfladen er temperaturen slemt påvirket af søen.
Selv om kajaketapen var lang havde arrangørerne sørget for at bryde den godt op. Blandt med en rebsektion. Flere rapel ned ad klippevæggen med lidt traversering i mellem, afsluttende med et par hundrede meter langs reb i vandkanten. Der var lidt knas med vores teknik, men vi kom igennem. Og fik brugt noget af tiden på land til at fylde energidepoterne op. Vi havde bommet lidt på vores medbragte energi. For meget sukker og for lidt konsistens. Så selv om der ikke var energimangel fik vi ikke spist eller drukket nok. Men vi holdt på. Og holdt nogenlunde vores placering omkring 6. pladsen.

“Havblik”

Solen tittede efterhånden frem og vi holdt kursen mod det sydøstligste hjørne af ruten og en klatre ø.
Det var en imponerede morgen, solskin og fuldstændig stille vand. På trods af søens størrelse var der ikke en bølge. Heller ikke Hydrofoilen som sejlede forbi lavede nævneværdig bølge. Blot en masse larm som kunne høres langt væk. Det samme gjaldt alle de små både. En masse enerverende motorstøj som på grund af vind og vejr fulgte os på store dele af kajaketapen.

Klatreøen

Velankommet til “klatreøen” blev der budt op med zipline med post midt på, derefter 10 meters hop ned i vandet under. Efterfølgende ascending på en klippevæg. Og sidst på øen en rappelling i øsende regnvejr for vores vedkommende.

Øen blev ikke den bedste oplevelse. Vi var brugte og den indledende zipline var ikke favoritdisciplinen. Men vi kom igennem og videre ud på trekking på øen.
Kort efter vi var sat i løb laver jeg en skæv bevægelse i knæet, som resulterer i et smæld og en øjeblikkelig smerte. Har svært ved i øjeblikket at lure hvad der er sket, men overgiver rygsækken til de andre og fortsætter fremdriften med kortet i hånden. Forsøger at holde fokus på navigation og undlade at lave mærkelige bevægelser i knæet.

Vi løber/går en times tid ud til den anden ende af øen hvor der er indlagt en coasteering. Posterne skal findes ved at følge vandkanten. Det er tydeligvis ikke nogen nem opgave for alle kan man se på trackingen. Vi går i hver vores højde og følger vandkanten rundt og finder rimelig problemfrit de to poster og kan så bevæge os ind mod midten af øen. Og en af de mere tricky poster.

Mit knæ brokker sig når jeg laver skæve bevægelser, men finder ud at det irriterer mindst når jeg sætter dét først i jorden efter forhindringer.

Navigation efter klokken

Hovedet er ikke skarpt som i starten, så for at undgå at lave store tidstab bliver en del af navigationen baseret på klokken!!!
Kl. 15.05 vi er i østkanten af lille mose
Kl. 15.18 vi er i vestkanten af stor mose
Kl. 15.41 vi er på toppen af en høj – blandt urimelig mange høje….
Når hovedet er slidt og kortene er så grove som de er, er det nemt at tro vi bevæger os hurtigere fremad end vi egentlig gør. Så jeg holder et vågent øje med uret, og siger klokkeslættene højt, da jeg har det med at glemme hvad jeg ser på uret. Så kan de andre hjælpe med at huske.

Navigation bliver ikke lettere når man er træt

Da vi går oppe på toppen af en stor flad høj, siger jeg til de andre, at jeg ikke er helt sikker på hvor vi er. Men vi må være nær posten. Og de skal hjælpe med at spotte posten, hvis de kan.
Jeg er usikker på om vi er det ene eller det andet sted, og kortet er ikke rigtig til nogen hjælp. Så jeg vælger at tro på jeg har gjort det rigtige hidtil, og at uret ikke lyver. Om ikke andet må vi læse os ind på den store mose efter posten (nr 80). Men vi fortsætter på kompasset og ganske rigtigt går vi kort efter direkte ind i posten. Sammenlignet med topholdene bruger vi meget kort tid på denne post 🙂 Sammenlignet med en frisk orienteringsløber bruger vi urimelig lang tid.

Vejvalget til næste post bliver påvirket af bævernes oversvømmede områder, et knæ som brokker sig, og en generel mathed på holdet. Efter to mindre frivillige bestigninger af toppe nærmer vi os posten, men bliver ramt af et seriøst regnvejr. Jeg er ikke i godt humør, og de andre er også slidte, men vi får hevet os hen til rappellingen og kan nu næsten se kajakkerne igen. Det er lang tid siden jeg har glædet mig til at sidde i en kajak…

Nap en quiz i stedet for koffein

Vi kommer på vandet og sætter kurs mod sidste skiftezone. Søvnmanglen er udtalt, men vi ruller af sted med quizzer i stor stil. Hovedstæder med A, kager med F, mandlige ungdomsorienteringsløbere født 1979-1981, og flere andre. Jeg er decideret uskarp, så Bjarke vinder de fleste. Men det havde han nok også gjort i frisk tilstand.

Så finder vi cyklerne frem

Vel ankommet i skiftezonen går vi lidt i stå. Der er langt op til holdet foran og langt ned til holdet bagved. Så efter lidt for lang tid får vi gang i cyklerne og den sidste etape.
Vi ruller derudaf og kan undervejs konstatere at vi, som vi næsten har været hele løbet, er alene med god afstand til konkurrenter. Vi rammer en fed klatresektion, hvor vores start dog bliver påvirket af, at vi får hele setup’et forklaret af en russer, som virkelig er langt fra at kunne forklare sammenhængen. Vores evner som modtagere er heller ikke for gode, men vi får dog klatresele og klatresko på. Og får sendt Peter op på væggen. Han sidder halvvejs og venter på at jeg skal komme op og sikre ham videre op. Men undervejs i forløbet taber arrangørerne vist tålmodigheden og overtager sikringsopgaven for os. Det speeder nok processen lidt op, men gør det ikke mindre forvirrende at vi har fået en uklar instruktion og efterfølgende bliver behandlet forskelligt hver især, og forskelligt fra indledende instruktion. Sikkerheden føler vi dog ikke der er noget i vejen med, så vi kommer fint igennem, nu med pandelamper på for første gang i de tre nætter.
Nede på jorden kan vi rulle mod sidste post og derefter mål.

Slingrekurs og vrøvlesnak

Der går for alvor slingrekurs i den det sidste stykke hjem. Jeg mangler søvn og taler ikke helt sammenhængende. Laura holder mig i gang, men kan vist ikke hitte hoved og hale i de ting jeg siger. Men Bjarke fører os sikkert mod sidsteposten og efter små 63 timer kan vi rulle i mål med en god fornemmelse.

Vi ruller i mål som nr. 6. Absolut godkendt hvis vi selv skal sige det. Det er altid svært at sige noget om placeringer forud for løbene, da halvdelen af holdene er nogle man ikke kender. Og ruteprofilen favoriserer holdene forskelligt hver gang. Tidsmæssigt er vi lidt mere efter end håbet.

Det var dejligt endelig at ramme mål og kunne få lidt sammenhængende søvn.
Undervejs har vi tabt en del tid kan vi se på trackingen, men overordnet har vi gjort som vi skulle. Kørt stabilt og som et hold hele vejen. Ingen alvorlige navigationsfejl, og ingen dumme fejl. På nær et hul i kajakken. Og lidt klatregrej som “låste” på de forkerte tidspunkter.

Vi har kun sovet 20-30 minutter i alt. Om det er passende er svært at afgøre.
Men der er flere ting vi kan tage med os videre til kommende løb. Man bliver god til det man træner… uanset om det er kajak eller løb. Det betyder også at man let kommer til at hænge lidt når man ikke er i gang med ens favoritdisciplin. Vi skal blive skarpere i vores brug af klatregrej. Og vi skal have talt mere sammen om vores beslutningsprocesser når vi er trætte. Og om hvordan vi kan holde gejsten når der egentlig ikke er nogen som er ovenpå.
Undersøgelse af mit knæ giver meldingen overrivning af nogle af fibrene på inderste ledbånd i venstre knæ. En del hævelse og masser af ømhed. Det passer, som det aldrig gør med skader, overhovedet ikke ind i mit program. Så nu skal der trænes tålmodighed, kajak og MTB!

Resultater
http://adventure-race.redfox.ru/en/results/arec_2017.pdf

GPS tracking (der er desværre en del udfald i signalet)
http://viewer.o-gps-center.ru/viewer/event/2319/

Løbets facebook side
https://www.facebook.com/RedFoxAdventureRace/

Løbets hjemmeside
http://adventure-race.redfox.ru/en/about/