Jeg er på udkig efter den ”perfekte” pandelampe til ultratrailløb. Som med så meget andet er det svært at finde noget, der præcis opfylder alle kriterier, så den perfekte lampe får jeg nok ikke endnu. Desuden varierer kravene lidt med de forskellige løb.
Men det jeg leder efter er en lampe, der opfylder disse krav
1. Skal have en god lysspredning (meget lys i området ca. 10-40 meter foran kroppen og samtidig fornuftigt med lys lige ved fødderne)
2. Skal være nem at justere op og ned i lysstyrke
3.”Installeret” vægt på hovedet må ikke være for høj
4. Skal være behagelig at have på hovedet
5. Skal have lang batteritid
6. Skal være pålidelig
7. Samlet vægt (inkl. batteri) skal være så lav som muligt.
Kriterierne er lidt vage. Men da jeg ikke umiddelbart tror på, at den helt perfekte lampe findes, må jeg jo gå på kompromis et sted. Kriterierne er til gengæld listet i den rækkefølge jeg mener de skal prioriteres. Jeg vil hellere have en lidt tungere løsning med en god lyskegle, end en let løsning der lyser for koncentreret i en spotkegle.
Test af Gloworm X2
Jeg faldt lidt tilfældigt over Gloworm X2 på nettet. Og stor tak til Poul fra gloworm.dk for at lade mig låne en lampe til test.
Pandelamper bør efter min mening testes i det element man skal bruge dem. At kigge på billeder af lyskegler fortæller for lidt om hvordan lyset falder omkring dig.
Jeg har nu løbet med Gloworm X2 i nogle uger. Blandt alle de lamper jeg har løbet med så er det den der kommer nærmest det jeg søger.
Lyskegle og lysstyrke
Specielt på punktet omkring lyskeglen er den rigtig god. Man kan selv skifte optik på lampen. Dvs. glasset foran de to dioder kan skiftes. Man kan vælge mellem spot eller sprede optik. Så man kan altså have spot/spot, spot/spred eller sprede/sprede.
Sprede/sprede er rigtig god til trailløb, men ikke helt god til orienteringsløb (men det er jo heller ikke det jeg leder efter lige nu).
Sprede/spot er rigtig god til trailløb og orienteringsløb. Og sikkert også MTB, men det har jeg ikke testet.
Den første har jeg ikke testet. Men vil tippe den er bedst til MTB.
Jeg har løbet mest med spot/sprede.
Lampen har fire forskellige lysprogrammer, som blot bestemmer hvilke lysstyrke der skiftes mellem når man trykker på kontakten. Skift mellem programmer og mellem lysstyrker fungerer nemt, så også punkt 2 er opfyldt.
Jeg har mest brugt ”Trail Programme”. Ved en lysstyrke på 300 lumen har man fint lys til det meste. Og jeg vil også mene at rigtig meget af f.eks. Hammer Trail kan løbes på 100 lumen. 900 lumen er rart når der skal løbes teknisk meget krævende nedløb. Disse nedløb kan også forceres med 100 lumen. Men så går tempoet ned og risikoen for at komme galt af sted stiger markant.
Forskellen mellem 900 og 1200 lumen er ikke stor. Og 1200 lumen er egentlig kun interessant til orienteringsløb og MTB.
Lampen er udstyret med 2 Cree U2 XML dioder. Det er den samme som de fleste konkurrenter bruger pt.
Vægt
Vægten på lampehovedet er lav (80 gram), men er dog højere end f.eks. Lupine Piko (55 gram). De to lamper ligner designmæssigt hinanden meget. Men vægten er lav nok til at jeg ikke tænker meget over jeg har lampen på hovedet.
Montering på hovedet
Mht. at sidde behageligt på hovedet så klarer Gloworm sig også fint her. Selve hovedbåndet er meget behageligt at have på. Men det er lige spinkelt nok efter min mening. Det kan nemlig ikke helt holde lampen stille. Ved løb på jævnt underlag lægger man ikke meget mærke til det. Men ved høj fart, og især ved nedløb, så hopper lampehovedet op og ned. Ikke meget, men nok til at lyskeglen danser lidt mere end jeg synes er acceptabelt. Og specielt ift. at skulle løbe en hel nat er det ikke godt. Jeg frygter at det kan blive et irritationsmoment.
Kvalitet og batteritid
Punkt 5 og 6 har jeg ikke fået testet endnu. Men kvaliteten af lampe, batteri og ledninger virker rigtig god.
Yderligere kommentarer
Samlet lav vægt. Helt acceptabel for mig. Det er ikke den letteste løsning der findes, men jeg er så vild med lyskeglen at jeg fint kan leve med de ekstra gram.
Mht. batterier så vil jeg helst væk fra almindelige AA eller AAA batterier. Det er dog ikke et krav. Men jeg synes at lamper der kører på almindelige batterier for hurtigt går lidt (for meget) ned i styrke.
Batteriet på Gloworm har en lille diode som viser hvordan spændingen er på batteriet.
I forhold til ultratrailløb kan man argumentere for at den kan noget mere end nødvendigt. Det er svært at sætte en grænse for hvor mange lumen der er nok, for det kommer meget an på lyskeglen, men 100, 300 og 600 lumen-indstillinger vil være nok til det meste (det hele?).
I forhold til orienteringsløb, som en del af min træning består af, så synes jeg lampen er helt i top (bortset fra hovedselen). Lyskeglen giver masser af lys langt væk og samtidig fint lys til kortlæsning og til at have lidt fokus på hvor fødderne lander lige om lidt.
Nu venter jeg spændt på at Gloworm X1 kommer til januar. Den er lettere og har en nyere diode. Men den har kun en diode, hvor X2 har 2. Spørgsmålet er om det koster for meget på lyskeglen. X1 kommer også med udskiftelig optik, så nu må vi se.
Prisen for Gloworm X2 er 1599,-
Ekstra batterier kan købes til. Jeg kender dog ikke den præcise pris, men det lander vist om kring 4-600 kr pr batteri.
Lampe i 2013
Lige nu tror jeg X2 bliver min lampe for sæsonen 2013. Men lampemarkedet udvikler sig voldsomt for tiden, og jeg er glad for elektronik-grej, så det bliver nok ikke den eneste lampe i huset.
Alternativerne
At kalde dem alternativer er nok forkert, for det drejer sig om forskellige typer lamper. Men det er nogle af de lamper jeg tidligere har brugt til samme formål. Og så er det dem jeg har (haft) i skabet.
Gloworm har lige umiddelbart udkonkurreret det jeg tidligere har løbet med bl.a.:
Silva Trail Runner (løb CCC 2011 med den) – den lyser efter min mening for lidt og sluger batterier for hurtigt
Lupine Piko (løb med den til Salomon Hammer Trail 2012) – den opfylder fint punkt 2-7, men jeg er ikke helt tilfreds med lyskeglen. Jeg har også løbet med Lupine Tesla, der er lyskeglen ringere og vægten er noget højere.
Petzl Nao (har trænet en del med den i vinteren 2012) – den er god på 1 og 3-7. Men den er både og på punkt 2. Med Reactive Lightning aktiveret justerer den selv op og ned for lyset. Men jeg synes den er for fintfølende. Ved løb sammen med andre blænder den ofte for meget ned. Det samme gør sig gældende i tåge. Og selv små reflekser og kantpæle ved veje kan få den til at justere lysstyrken. Slås Reactive Lightning fra giver den masser af lys, men det går voldsomt ud over batteritiden. Som outdoorlampe (til lejrliv, gåture,…) og løb alene synes jeg til gengæld Reactive Lightning fungerer super godt.
Light & Motion SECA 700 – fantastisk god lyskegle. Men vægten på hovedet er for høj til at det er hensigtsmæssigt en hel nat igennem.
En del andre; Light&Motion Stella, Silva 478, Petzl Myo, Petzl Tikka, Rød diodecykellygte!!!!, m.fl.
Leave A Comment