Beast of Ballyhoura – foto: Valerie O’Sullivan

Et lille hop og så er vi nede på jernbanen, og kan fortsætte vores løbetur. Vi er, Sessel Elmstrøm, Peter Villadsen, Thure Kjær og Henrik Leth Jørgensen, til sammen Team Yeti. Vi er i gang med første etape af årets Beast of Ballyhoura, et 72 timers adventurerace i Irland, som i år i tillæg er det europæiske mesterskab.

Løbeturen er startet ca 15 km tidligere og har indtil nu været løbet på sti og grusvej. Men nu er vi altså landet på en jernbane, med skinner og sveller, som ikke passer til at løbe på. Vi har ikke fået oplyst hvor første etape går, kun hvor den starter og slutter, så vi ved ikke hvor langt vi skal løbe på skinnerne.

Men vi er ved godt mod, vi ligger forrest i feltet sammen med Sweco, Adidas og Halti. Tempoet er fornuftigt, ingen har lyst til at brænde sig selv over med mere end 70 timer tilbage af løbet.

Vi bliver ledt væk fra jernbanen og et par km senere ankommer vi til første TA (Transition Area = skiftzone = adgang til nogle af geartaskerne (ikke alle er tilgængelige alle steder)).

Næste etape er 7 km kajak. Alle hold bliver udstyret med samme type kajakker, 2 personers sit-on-top, nogle rigtige færger. Det positive er, at de har en lav maksfart, så selv med mine løberarme kommer vi fremad i næsten samme tempo som de gode kajakroere. I hvert fald så længe vejret og forholdene er gode.

Beast of Ballyhoura – foto: Valerie O’Sullivan

Roturen er medstrøms på en flod, så en lille time senere ankommer vi til Waterford og kan med lidt kolde og stive ben (pga vandsprøjteriet når man sidder i sit-on-top) begive os ud på 3 km by orientering. Jeg er lidt vel ivrig og næsten flår kortet ud af hånden på official-damen. I løbet af 2 sekunder er ruten og startpunktet spottet og jeg dirigerer holdet mod første post. Kortet er et almindeligt bykort så det tager lige lidt tid at komme ind på kortet. Jeg misser en enkelt sidegade, men det viser sig at være held i uheld, for det alternative vejvalg er kun lidt længere, men med færre højdemeter.

Vi kommer tilbage til kajakkerne og kan kaste os ud i 32 km kajak. De første par timer går det planmæssigt. Vi ror medstrøms og vejret er godt. Men efter små tre timer breder floden sig ud og vi kan så småt begynde at mærke at tidevandet er på vej imod os. Vejret er blevet mere overskyet så temperaturen er også faldet. Og vinden tager til. Det, sammen med tidevandet imod os, gør at vi kun langsomt kommer fremad. Peter, som ud over at være bjørnestærk i en kajak også er kortfører på denne etape dirigerer os ind langs kanten. Flere hold som lige havde indhentet os bliver sat igen da vi får nemmere ved at holde farten inde ved land, end de gør da de bliver ude midt på floden. Ved posten, efter små 4 timer på vandet, er det på med skaltøjet, det er hundekoldt at sidde i vinden med vandet pjaskende omkring os. De tre førende hold er stukket af, så vi ror vores eget tempo. Vinden er bestemt ikke løjet af, men vi skal jo videre mod posten, så der er ikke andet at gøre end fortsætte med at ro. Og spise.

Hele løbet er bygget op som et pointløb; posterne skal tages i numerisk rækkefølge og giver fra 20 til 1000 point.  Ingen kan nå alle poster, så før eller siden skal man til at skippe poster. Kajakposterne giver 1000 så selvfølgelig skal de tages. I tillæg var de af arrangørerne defineret som obligatoriske.

Kajakruten ændres pga. for meget blæst

Men 100 m fra den anden kajakpost kommer en af følgebådene forbi og siger vi skal sætte kursen med næste TA med det samme, vejret er blevet for hårdt til at kajaketapen kan fortsætte. Ærgeligt at vi ikke lige får lov til selv at klippe posten, men vi parerer ordre og sætter kursen lige mod vinden og bølgerne. Det bliver en kold, våd og hård tur til TA. Om det er vejret eller et gammelt batteri som tager livet af mit ur ved jeg ikke. Men displayet er i hvert fald blankt da vi står op af kajakkerne.

Næste etape er svømning og løb. Mens vejret fortsat var godt var vi enige om at den etape sagtens kunne tages i løbetøjet. Nu hvor vi sidder og hugger bølge i massevis, er vi lige så enige om at vi tager våddragten på, om ikke andet kan vi måske få varmen når vi løber i den.

Og jo våddragten giver varmen og pludselig er alting meget mere overskueligt. Selv det at hoppe højt oppe fra klipperne bliver nemmere når nu kroppen er varm. Udspring er vist ikke holdets favoritdisciplin, men ned kommer vi.

Beast of Ballyhoura – foto: Valerie O’Sullivan

Efter svømmeetapen er det tid til et ordentlig skifte i TA, vi skal på cyklerne nu. Undervejs er der en coasteeringetape, som “heldigvis” er blevet aflyst pga. dårligt vejr (for meget vind og store bølger). Heldigvis, fordi vi skulle medbringe alt grej (våddragter og svømmevest) på cyklen, og heldigvis fordi vi ikke orkede mere koldt vand lige nu.

Op på hesten

Efter et lidt langt skifte med god mad og tørt tøj får vi gang i cyklerne. Peter starter på kortet og da det er tid til næste kort tager jeg over, fin måde at bytte på. Og fin måde at sikre at ingen af os bliver kørt helt i sænk på orientering. Cykeletapen er ligetil og vi triller derudaf i fornuftigt tempo.

Set i bakspejlet var vi gennem løbet ikke hurtige nok i skiftezonerne. Til dels skyldes det at vi aldrig har kørt sammen før, så vi er ikke knivskarpe på rollefordeling eller at hjælpe hinanden med diverse grej.

Det er efterhånden blevet mørkt. Undervejs på etapen har vi fornøjelsen af at blive overhalet af Sweco tre gange indenfor et par km, de har tydeligvis mere fart i bener’n, men er knap så skarpe på kortet. De har i tillæg inkasseret en pointstraf for løbe et stræk på svømmeetapen. Vi var lige ved at ryge i samme ”fælde”, men huskede at tjekke roadbooken.

Det går derudaf på cyklerne. Vi får flyttet lidt på vægten i rygsækkene og gang i træksystemet, så vi kan holde stabil fremdrift. Vi må et smut udenfor kortet da vi skal finde ind på en gammel jernbane. I første omgang kører vi forbi et stort ”Indkørsel forbudt”-skilt, men finder ud af det er eneste mulighed for at komme ind på jernbanen. Alle stier ind er spærret. Ved posten hænger blot et skilt, ”Fortsæt af sporet ind i tunnelen og find posten derinde”. En superfed lille gimmick på en ellers ikke specielt avanceret MTB-etape.

Efter lidt bonusposter, som få hold vælger, kommer vi til en rebsektion. Vi skal rapelle ned fra en gammel viadukt. Det er hurtigt overstået og vi kan sætte kursen mod bjergene. Vi er fortsat på cykel. Samtidig med det lysner kommer vi helt op hvor grusvejen bliver til lille sti for til sidst at bliver nærmest ingenting. Vi er i gang med “favoritten” hike n bike. Det er tungt at få cyklerne med de 400 højdemeter op, men vi kommer da op uden at gå helt i stå. Fra posten er det kun 12 km nedkørsel til næste TA hvor der venter varm mad. Og en trekking etape.

Skiftezone med varm mad – lidt om energi i det lange løb

Vi har været i gang i et døgn men er ved godt mod da vi starter ud på trekkingetapen. Vi forventer at være på bjerget i omkring 10-12 timer, så udgangstempoet er moderat. Vi skal også lige have spist vores varme mad på de første km. I rygsækken er bootybag’en skiftet ud med telt til 4 personer. Begge dele en del af det obligatoriske udstyr. Den første på alle etaper hvor teltet ikke er med. Teltet er obligatorisk på trekking. Vi prioriterede at få noget varm mad et par gange under løbet.

Når man skal være i gang så lang tid handler det om at passe på mave og krop. Korte løb kan klares på ren sukker, men 3 døgn på sukker fungerer ikke. Hverken for maven, munden eller hovedet. Vi havde alle pakket en masse poser med blandet energi til 6 timer. I hver skiftezone kunne vi så bare plukke et par poser passende til etapens længde. Normalt vil jeg hellere pakke en færdig pose til hver etape før løbet, for så skal jeg ikke tænke. Men med et løb hvor vi kan (og skal) droppe poster og evt. hele etaper, så er det svært at sætte timer på de enkelte etaper før start. På den måde fungerede 6 timers poserne godt.

Jeg havde selv valgt et varieret udbud af energiprodukter fra 32Gi, In2zym, Powerbar, m.m. Suppleret med peanuts, rosiner, rice-pudding, hjemmesmurte sandwich med obskurt meget mayonaise, frugtstænger, cola, plus lidt mere. De lokale chips HulaHoops viste sig at være en perfekt ræs-føde. Mine frugtstænger fra Castus, udviklet i samarbejde med Team Danmark, viste sig at være en blandet fornøjelse. Varianten med granatæble og hindbær var super. Men varianten med lime og chili fungerede mildt sagt dårligt. En mund som var lidt medtaget af så meget energiindtag gjorde nas når jeg spiste chilifrugtstangen. Indrømmet jeg havde ikke set hjemmefra hvad smag der var i. Så den første jeg spiste tænkte jeg ikke så meget over, men den anden efter 2 døgn var lige ved at ryge i grøften. Men så meget mad havde jeg heller ikke med at jeg kunne tillade mig at smide med det.

Op på bjerget i medvind og modvind

Men videre på trekkingetapen. Vi går et par timer uden at se nogen, men pludselig er der flere hold i området. Det et en af de positive ting ved konceptet med valgfrie poster, der er ofte mange hold i samme område. Det giver stemning og et mentalt boost. Ulempen er at man absolut ingen ide har om hvordan de ligger placeret pointmæssigt ift en selv.

Turen på bjerget fortsætter. Vi dropper de poster som ikke giver 1000 point. Det går godt fremad og vi henter lidt ind på de andre hold i området. Halvvejs igennem bliver vi “forstyrret” af et andet hold. Jeg havde hjemmefra planlagt at tage post 31 nedefra. Men de andre går ovenom, og efter et lidt grundigt kortkig bliver vi (jeg) enige om at følge efter.

Hvis der er nogen sammenhæng i de ting som sker i løbet så skulle vi nok have holdt os til den oprindelig plan (det skal man for øvrigt ofte i adventure, for den oprindelige plan er udtænkt ifred og ro hjemmefra, og ikke på et bjerg efter 30 timers fysik aktivitet).

Halvvejs på strækket opdager jeg pludselig at kortet ikke længere er i den lomme hvor det skulle være. Jeg leder rygsækken igennem i håb om at jeg bare har puttet det et andet sted hen. Thure løber bagud for at lede, men med 10-12 sekundmeter vind på bjerget tror vi andre ikke meget på det. Jeg fisker oversigtskortet frem, det er egentlig ikke tænkt til at orientere efter men blot give overblik over hvordan alle løbskortene hænger sammen. Målestokken er vist ca. 1:100.000. Der er ingen poster på, men jeg kan næsten udpege de resterende poster på etapen, og så kan vi få fat i vores næste kort i næste TA hvor de ligger trygt i skiftezonetasken. Thure lykkes dog med missionen og kommer glad tilbage med kortet. Det lille nummer kostede en kvajebajer. Og det var vist billigt sluppet.

Vi fortsætter mod toppen af bjerget. Bjerget er en blanding af stejle side og runde former. Vi kommer tæt forbi post 32 og kan på vejen se hold på vej langs en kam fra 31 til 32. Det er den vej vi skal ned. Det ser lidt friskt ud, men de andre bevæger sig støt fremad. Men da vi skal til at ned mod posten må jeg trække mig. Jeg har tosset rundt i en del bjerge efterhånden, og har kun en gang tidligere oplevet højdeskræk. Men det føles absolut ikke rigtigt for mig at kravle ned den vej de andre hold kommer op. Men posten skal vi tage, så vi må på en lille omvej på godt en km. Vi kommer sikkert ned til posten, spiser lidt og returnerer så op til 32 samme vej vi kom ned. Vi taber vel 20-30 minutter på det hele ift. de hold som er hurtigst. Men det er da trods alt bedre end helt at undlade posten.

Oversigtskort

Vi holder dampen oppe på de næste stræk og kan snart se frem til samme nedløb som vi tog på cyklerne tidligere. Det er ikke just tiltalende med 12 km nedløb på asfalt på nuværende tidspunkt. Af frygt for at smadre benene holder vi at adstadigt tempo. Teltene i rygsækken er heller ikke ligefrem med til at gøre løbeoplevelsen til noget særligt på nuværende tidspunkt.

Søvn og en sur lodsejer

I TA tager vi noget varmt at spise og 45 minutters søvn. Som altid når man får en bette lur i et løb er man lidt groggy når man vågner, men hurtigt er vi klar på cyklerne og triller ud i natten. Efter 5 km begynder problemerne dog. Vi (nok mest jeg som kortfører) kan ikke finde den sti vi skal ind ad. Vi kører lidt frem og tilbage på asfaltvejen, og møder også et andet hold. Vi forsøger så med en grusvej, som på kortet ikke hænger sammen med den sti vi skal køre på, men er tæt på. Vi passerer en låge med forbudt skilt, men det har vi jo skullet før i løbet, så vi fortsætter. Og efter at have passeret et vandløb har vi pludselig retning mod posten. Vi kan i tillæg se et holds lamper længere fremme. Vi når dog ikke langt før en mand ruller op på siden af os på sin ATV. Han ejer jorden og er bestemt ikke begejstret for at vi er der, og sender os retur mod asfaltvejen. Vi overvejer kort om vi skal snige os rundt om ham uden lamperne tændt, men gør som han siger. Tilbage på asfaltvejen forsøger vi de andre muligheder for at komme ind mod posten. Efter en times tid giver vi fortabt og ringer til arrangørerne. I første omgang for at fortælle om den sure mand som spærrer for posten. Vi får at vide posten bliver droppet og at vi bare skal fortsætte til næste post. Vi får senere lidt tidsgodtgørelse for at have let efter posten.

Vi kører over bjerget og ned på den anden side. Det var koldt. Og nok også lidt for koldt. Men hurtigt efter går det opad igen. Stejlt opad. Så stejlt at det er ned på gåben og trække cyklen. Vi kommer dog videre igennem natten.

Søvnen vil ikke rigtig slippe Thure og efter lidt tid beslutter vi at tage et powernap i håb om at slippe af med søvntrangen. Og der er ikke længe til det bliver lyst, det plejer også at hjælpe.

MTB-etapen fortsætter i et godt stykke tid. Vi vælger at tage nogle af bonusposterne. Det betyder lidt mere hike n bike. Efter den anden bonuspost kan vi se direkte hen på en bjergryg vi skal op over på det vejvalg vi har planlagt. Dovenskaben slår ind og jeg kigger lidt ekstra på kortet. Vi bliver enige om at vi lige så godt kan hike og bike på fladen nedenfor bjerget som op over bjerget. Så vi ændrer planer og kører rundt om bjerget. Det viser sig at gå nemmere end frygtet, så vi er helt høje efter at være kommet i ”sikkerhed” på grusvejen efter et rigtig adventurevejvalg. Solen skinner samtidig og vi fortsætter i godt humør. Henne ved posten er vi lige ved at blive snydt af nogle cykler som ligger ved et spor. Vi fortsætter dog 100 meter længere og finder en kørbar sti.

Beast of Ballyhoura – foto: Sleepmonsters/Rob Howard

Ned af bjerget ligger vi og ræser efter en lokal landevejsrytter. Vi indhenter ham og ruller forbi. Han overhaler dog igen da vejen flader ud.

Trekking blandt får… mange får

I TA’et er det frem med trekking-udstyret. Vi skal cykle op til starten på trekkingen. Vi holder fin fremdrift på bjerget. Men misser lidt på væsken. Så vi kommer til at gå lidt længe med for lidt væske. Vi finder dog langt om længe lidt rindende vand og kan få noget i flaskerne (sammen med vandrens, der er trods alt får over det hele). Vi napper nogle bonusorienteringsposter. Ikke de sværeste, men de tager heller ikke så lang tid.

Vi kommer ned til TA igen og kan skifte til cykelgrej. Mørket nærmer sig, men der er ikke langt til næste TA, så vi forsøger at holde flowet.

Pusten går af ballonen

Vi taber dog pusten på MTB-etapen. Det bliver mørkt og begynder at regne. Søvnen er også ved at være et problem. Og kroppen er bare ikke skarp efter over 2 døgns aktivitet.
Vi triller langsomt fremad, og mangler en kaptajn som tænker skarpt. Vi forsøger at få lidt hvile inde i en gammel ruin. Det bliver dog nærmere spild af tid, da vi ikke får os lagt ordentlig. Vi kæmper os videre mod TA. Regnen er fortsat en følgesvend. Vi ”klatrer” langsomt op ad bjerget og da vi rammer TA er der ikke helt styring på os. Vi havde tidlige talt om at tage MTB-etapen og så droppe orienteringsetapen, som begge startede ved dette TA. Efter dem er det bare 12 km mærket rute til mål.

Pga. regnen, vores tilstand på foregående etape, manglen på en skarpttænkende kaptajn (eller måske bare manglen på en kaptajn), mørket og de mange timer i kroppen, bliver beslutningen at vi dropper MTB-etapen og i stedet vælger orienteringen.

Her bliver det ret klart, at noget af det, som er svært første gang man kører sammen er at have styr på beslutningshierakiet. Hvem tager den afgørende beslutning? Og hvor meget kan man presse de enkelte holdmedlemmer? Det kræver en del konkurrencetimer sammen at have det på plads.

Vi kommer sikkert rundt til fods. Det går ikke hurtigt, men vi går trods alt ikke længere end højst nødvendigt. Vi er hurtigt klar til at fortsætte turen mod mål. Det bliver dog en sej omgang. Thures fødder er bestemt ikke med ham. Men han bider smerten i sig og holder sig i løb på de stræk som går nedad. Peter døjer med begyndende betændelse i skinneben/ankel og jeg kæmper en kamp for ikke at falde i søvn. Det hjælper lidt på både Peter og mig da han kommer i træk efter mig. Vi får flyttet belastningen på hans ben og jeg får noget at gå op i.

Vi misser noget af afmærkningen, men er heldigvis tæt på målbyen. Så i mål kommer vi.

Vi ender som nr 7 ud af 50 startende hold. Vi har kørt godt langt det meste af vejen. Og vi havde lagt en god plan for løbet. Vi mangler nogle konkurrencetimer sammen for at have styr på alle finesserne.

Beast of Ballyhoura – foto: Sleepmonsters/Rob Howard

Løbets koncept… tjaaa…

Det er fedt fordi man ofte møder hold undervejs. Det gør man normalt sjældent i så lange løb.
Det er ikke fedt fordi man ingen pejling har på status i konkurrencen. Det er underligt at køre ræs i 3 døgn og egentlig primært køre mod sig selv, på trods af at der hele tiden er konkurrenter omkring en.
Jeg er ikke sikker på jeg har modet til at køre så langt med det koncept igen. Men jeg tror det vil kunne fungere ret godt til et dansk løb på 10-14 timer.

Se masser af superfede billeder hos
Valerie O’Sullivan https://www.facebook.com/valerie.osullivan.5203/media_set?set=a.10153385926662860.1073741943.608027859&type=3

Se løbets hjemmeside http://www.beastofballyhoura.com/home.php

Se mere om adventure på sleepmonsters http://www.sleepmonsters.com/v2_races.php?article_id=9089