I år fik jeg mig endelig tilmeldt til 50 km orienteringsløb – En rundtur i Nationalpark Thy. Jeg kan lide at løbe orienteringsløb og jeg kan lide at løbe lange distancer, så det er da oplagt at kombinere de to ting.
Vækkeuret ringede kl 4.30 lørdag d. 16/8. Spiste en portion havregryn og lavede en koppe kaffe til køreturen. Samlede Gitte Kiillerich op på vejen mod Thy.
Efter ankomst i startområdet gik der lidt for meget snak i den, så fik ikke helt gjort alt det jeg havde tænkt mig. Huskede at få noget energi, men glemte både koffeinpiller og crampfix som jeg havde tænkt at tage lige før start.
Energi, udstyr og taktik
Lidt ubevidst havde jeg valgt en “simpel og sikker” tilgang til både udstyr, energi og taktik.
Mht. udstyr så havde jeg fravalgt både rygsæk og væskebælte. Var bange for at det skulle sidde fast i grene undervejs. Så tilbage på udstyrsfronten var der bare at tage stilling til tøj og sko.
Det blev min egen Udafkomfortzonen langærmede løbetrøje, en Trimtex Fast, da vejret var lidt uldent. Bukser var Trimtex Extreme o-pants. Strømper nogle ikke særlig kompressionsagtige kompressionsstrømper, som har den kvalitet at de ikke falder ned, og at de ikke trykker så hårdt at det føles mærkeligt hvis der bliver revet hul i dem.
Fodtøjet blev Inov-8 Roclite 243. En allrounder, som godt nok havde givet ondt i svangsenen ved Nordisk Extrem Maraton, men det skyldtes til dels meget løb på grusvej. Let og simpelt udstyr som virker og kan tåle nogle tæsk.
Havde så et par New Balance 1010v2 stående i depotet som jeg kunne skifte til undervejs, og en vindvest hvis vejret blev ringere undervejs.
Energimæssigt valgte jeg en kombi af GenerationUCAN og Winforce Ultra Energy Complex. Og så vand og frugt fra depoterne.
Taktiken var sat på sikker orientering. Med 130 poster ville jeg hellere bruge 10 ekstra sekunder pr post på at være sikker i orienteringen, end bruge 20-30 sekunder eller mere i bom på mange poster. Rent mentalt ville det blive hårdt at skulle løbe ekstra meter for at finde posterne, der er jo i udgangspunktet en del meter der skal løbes uanset. Og under et bom kommer man jo ikke nærmere mål!!
30 min før start drikker jeg 400ml vand hvori der er 2 skefulde UCAN.
I lommen ud på første runde har jeg arrangørernes GPS-tracker og to stk Winforce.
Så går starten
Startskuddet lyder og af sted det går. Forsøger at finde et stabilt tempo med det samme og har samtidig fokus på at lure hvor godt kortet er, om alderen trykker!!
De første poster går fint og konstaterer at der ligger lidt vindfældede træer hist og pist, men ikke noget voldsomt antal.
3’eren er simpel, den ligger kun 10 meter fra stien, men jeg har fokus på kortet og løber forbi posten uden at se den. Så meget for min “sikkerhedsstrategi”.
Tænker lige strategien igennem igen da jeg løber hen ad skovvejen. Ingen grund til at ændre noget men fokus skal være skarpere. Forsøger at holde tempoet på cruise men vil også gerne op forrest så jeg ikke bliver trukket skævt mod næste post. Nu er det rent stiløb så er foran lige før post 4. Holder tempoet ud af posten og henne ved post 5 er der ved at være god afstand til resten af flokken.
7’eren ser lidt tricky ud, for der er ikke noget markant hvor stien skal forlades. Så drejer fra ved rådyret…det havde vist ikke lige forventet at få selskab, men det er hurtigt væk i tætheden. Drømmer lidt om at kunne løbe lige så let som dem!
Zigzagger på stierne over mod 8’eren. Har ikke noget godt indløbspunkt fra stien syd for posten så krydser hen over højdepartiet/tætheden for at komme på nordsiden og forhåbentlig kunne bruge punkthøjen i indløbet til posten. Rammer posten uden problemer selv om den var gemt bag et træ der hvor jeg kom fra.
Første kortvend, et lille skift i terræn
Kortvend ved post 9, nu nærmer vi os det virkelig lækre terræn. Det bliver lidt tættere krat ved posterne, så forsøger at læse terrænet og finde de bedste passager, også selv om det betyder jeg afviger lidt fra det jeg først har planlagt på de enkelte stræk.
Løber lidt meget zigzag på strækket 12-13 men slipper for at sidde fast. Kunne have sparet nogle meter ved at løbe stik syd væk fra post 12, men om det havde været hurtigere afhang af hvor godt jeg slap fra af træerne.
Post 14, væske, men drikker ikke noget i denne omgang. Har kun løbet 41 minutter så holder fokus og fortsætter ud på næste runde.
16-17 vælger den lange vej rundt. Orker ikke kampen igennem buskadset. Er ved at blive sandblæst i ansigtet da vinden er frisk, og lige mod næsen. Holder godt fast i kortet så jeg ikke skal løbe ekstra meter for at fange et løssluppent kort.
Vælger igen den lange vej rundt på strækket 19-20. Er sikker på jeg ikke taber tid, og risikerer ikke at misse posten.
Ved post 24 er det tid for væske. Har løbet en times tid, så snupper den første Winforce. Burde have drukket mere vand, men synes på nuværende tidspunkt at det hele kører, så bliver snydt af “fornemmelsen” i kroppen.
Bliver lidt overrasket ved post 27, havde forventet et andet tæthedsbillede, men det hele har været brændt af for lidt tid siden. Taber lige tråden kort mht orienteringsteknikken, men stopper op og får styr på hvad der er hvad.
Fra post 29 er det kikkertorientering … fra post 29 til 37 kan jeg se næste skærm når jeg står ved en post. Bortset lige fra 32’eren som ligger lidt nede.
Så der bliver ikke løbet mange meter for meget. Men marehalmen stikker når man løber i modvind, til gengæld kan den næste ikke mærkes i medvinden. Vi får lidt højdemetre da posterne ligger fint på toppene. Modvinden, det knæhøje græs og den til tider bløde bund tager lidt på kræfterne, men jeg sørger for at holde jævn fremdrift.
Har glædet mig til væsken ved post 39, drikker 3 krus vand.
Luftfoto som overgang
Ved post 40 er det ny korttype. Et luftfoto, med lidt ekstra detaljer påtegnet, så som stier og grøfter. Har en enkelt simpel post før vi er tilbage på orienteringskort igen. Kortet fra 42-51 er bestemt ikke af nyeste dato, så tæthedsbilledet er noget tættere end det er tegnet, så orienteringen bliver noget mere hakkende og zigzaggende end normalt, men undgår store tidstab (se kort 1). Indtager min anden Winforce ca. da uret viser 2 timer. Selv om de er bedst med vand til så har jeg ingen problemer ved at tage dem uden vand.
46’eren er placeret fint på toppen, så selv om der er langt ind fra stien, igennem noget tæt, er selve posten ikke svær. Følger stien og kigger ind i terrænet om der skulle være et dyrespor eller en anden form for linje i terrænet som kan gøre indgangen til posten nemmere. Men finder ikke noget så må bare mosle igennem tætheden. På vej ud er det bare at mosle på igen. Finder ud uden stort tidstab.
Begynder at glæde mig til at komme forbi forplejningen ved mål. Ved 50’eren står et par af arrangørerne og hepper. Forsøger at bruge det til lige at komme lidt op i gear igen, så jeg kan komme fint hen til forplejningen.
Rammer depotet første gang efter 2:31. Uret viser 23 km, for de 18 km i luftlinje med 52 poster. Absolut en godkendt start. Har ikke misset meget så tror fortsat på at sub-7 timer er realistisk sluttid.
Får lige tilråb og skulderklap med på vejen, 25km-løberne står og venter på at det bliver deres tur. Forsøger at holde fokus, så virker sikkert en smule fraværende. I depotet drikker jeg 400 ml vand blandet op med 1 1/2 skefuld UCAN. Drikker lidt rent vand og snupper en halv nektarin.
En tung runde
Ved post 2 på loop to er begge lår ved at gå i krampe, øv tænker jeg, så er der dælme langt hjem. Men det går i sig igen efter et par poster mere. Ryger noget ned i fart på posterne 7-12. Har ikke lige overskud i benene til at presse hårdt på. Sørger dog for ikke at stå stille. Konstant fremdrift er nødvendig for at komme hurtigt i mål.
Laver et stort udenomsvejvalg til post 13. Skal ikke rode mere rundt i tæthederne end højst nødvendigt. Løber sikkert videre til post 14 og 15 og drikker igen noget vand. Terrænet ved post 18-22 er rigtig fint og minder mig selv om at det kun er tilladt at gå når det går op af bakke!! Kan godt begynde at mærke timerne i kroppen. Men kommer fint rundt til depotet.
Uret siger nu 32 km for indtil videre 25 km orienteringsløb med 75 poster. Det 7 km lange 2. loop har taget 1:07 så tiden er oppe på 3:40. Ændrer vurderingen af sluttiden til at være 8 timer (hvilket viser sig at komme til at passe ret godt 😉 )
I depotet snupper jeg 2 koffeinpiller og 2 crampfix, skal forsøge at booste hovedet og holde krampen væk. Drikker igen 400 ml vand med 1 1/2 skefuld UCAN. Igen lidt frisk frugt til at hjælpe på smagen i munden. Snupper desuden en frisk agurk dyppet i salt, det er overraskende godt. Salt og frisk på en gang.
Overvejer at skifte sko, men er bange for at blive for ustabil på fødderne, ikke fordi skoene er særlig meget højere, men blot fordi jeg nu har vænnet mig til mine Roclite.
Nu er der nogen at jagte
Da jeg starter ud på 3. loop får jeg et “nu har du jo nogen at jagte” med på vejen af arrangørerne. 25 km’eren er startet for 40 minutter siden. Mødte nogle af dem på 2. loop. Fedt med noget at arbejde mod, men bruger ikke meget energi på at tænke på det. Benene er inde i fast rytme og vil ikke forcere noget, med risiko for at tilføje tidstab til dagen. Er dog ikke helt frisk i hovedet.
På vej væk fra 2’eren løber jeg nord til hegnet, halvvejs inde i hegnet ringer alarmklokken. Har løbet for langt nord…men hegnet er åbenbart pillet ned, så fortsætter nord på, samtidig med jeg løber og overvejer om det egentlig er forbudt. Signaturen betyder forbudt, men kortet er ikke nyt. Og normalt er det jo instruktionen der er bestemmende for om det så fortsat er forbudt. Slår tanken hen, der er for meget regelret orienteringsløber over det, og nu er det jo for sent at ændre på.
Holder mig løbende på de flade partier, uanset om det er terræn eller sti, men går konsekvent når det går op ad. Rammer posterne fint.
Kortskifte, igen med et luftfoto som bindeled. En superfin måde at koble to områder med orienteringskort. I det her terræn er luftfotoet klart bedre end et 4-cm kort.
Terrænet skifter nu karakter til fladere med flere stier og hugninger. Men også mere skovarbejde. Så der ligger fældede træer mange steder. Så løber nogle lidt større omveje ad stierne. Skal ikke nyde noget af at brase igennem en tæthed kombineret med fældede træer.
Løber ok orienteringsteknisk hen frem til post 22 på 3 loop. Men tempoet er gået ned, og ujævnhederne føles større end de er. På strækket 22-23 har jeg ikke meget kontrol over hvad jeg laver, men holder mig rimeligvis på kursen. Så på vejvalget ser det væsentlig bedre ud end det egentlig er. Bevæger mig markant langsommere på det stræk end jeg har gjort på gennemsnittet af strækkene. Men holder mig til taktikken om ikke at bomme for meget. At jeg så går lidt vel meget ned i tempo skyldes til dels de 4 timers løb der er gået forud.
Får samlet mig lidt sammen og kommer over til depotet ved post 25. Får igen 400 ml væske, nu med 2 skefulde UCAN. Snupper et par stykker frugt og et par stykker agurk med salt. Det sidste er ved at blive yndlings supplement til energipulver og gel.
Stræk 26-27, misser stien der går ud på græsmarken så ender med at løbe længere sydom end planlagt. Til gengæld får jeg lov at overhale en 25km-løber, det giver et lille boost. Roder til gengæld lidt for meget efter post 27, er ikke skarp nok til sidst. Og er ikke god nok til at finde et fornuftigt indløbspunkt. Vælger derefter et sikkert vejvalg til 28’eren. I tillæg synes jeg terrænet er noget mere langhåret end kortet antyder. Om det er manglen på power i benene eller hvad det er skal jeg ikke kunne sige.
Frem til post 32 er orienteringen relativ simpel og underlaget fine små stier. Forsøger at holde sammen på mig selv og holde stabil fremdrift. GPSen afslører mange udsving i løbshastighed, så lykkes ikke helt. Og det føltes egentlig heller ikke sådan.
Ved 34’eren er vendepunktet, nu går det hjemover. Fortsat fint underlag. Napper en Winforce og et par glas vand inden snuden vendes mod vest. Kan stadig ikke rigtig holde helt det tempo jeg gerne vil.
På det åbne stykke efter post 38 bliver jeg ramt af en kort regnbyge. Har lyst til at følge regnbyen så hovedet kan blive kølet, og jeg kan få vasket lidt støv og salt væk fra ansigtet.
Henter endnu en 25km-løber ved post 39. Det giver igen et boost, men noget af energien bliver dog tappet da der ligger mange fældede træer efter post 40. De ligger ud over stien, og ved siden af stien er skoven tæt. Har ikke det “go-hard” gear jeg gerne ville have.
Kommer hen til 43 og får igen lidt at spise (frugt og grønt) og noget vand.
Får mig hevet ud af forplejningszonen og videre mod mål. Igennem terrænet er tempoet lavt. Men på stierne går det hæderligt. Ærger mig lidt over at jeg ikke havde skiftet sko da jeg havde chancen. Lander lidt tungt på fødderne, og synes efterhånden bunden i Rocliten er lidt tyndere end jeg gerne ville have. Ikke at der er noget som er ved at gå i stykker, men kan bare mærke for mange sten op gennem sålen.
Laver en mindre afvigelse fra taktikken på strækket 48-49. Tror jeg lige kan snige mig lidt tværs af terrænet i stedet for at satse på det sikre. Det koster noget tid at komme gennem krattet.
Har glemt hvordan baneforløbet så ud fra post 50 og frem, men er godt klar over der kun er 55 poster. Frygter dog at vi skal igennem en masse krat, da det ligger fint på vejen ned mod mål. Så tør ikke vende kortet for tidligt.
Nu mangler der bare 5 poster…
Ved post 50 er jeg dog nødt til at vende. Og der var ingen grund til bekymring. Burde have vidst det, de sidste mange stræk havde jo ikke været svære. Og havde båret meget præg af at nu gik det mod mål.
Løber det sikre vejvalg mod post 51. Fortryder lidt, for grusvejen gør nas i fusserne. Så mod 52 vælger jeg de små stier selv om det måske er lidt langsommere. Det til gengæld sjovere.
Tager en kop vand for hyggens skyld ved post 53.
Dropper at tænke på mine fødders velbefindende, vælger i stedet vejvalg efter hvor der er mindst modstand, nu vil jeg bare gerne i mål.
Rammer mål i tiden 7:55. Har klippet 130 poster og har løbet ca. 65 km.
Første halvdel blev løbet i 3:40 anden halvdel i 4:15 (vinderen på 25 km brugte 4:21 på det som var min anden halvdel)
Er godt tilfreds med ikke at have løbet mange meter for meget. Mener faktisk ikke der kan skæres nævneværdig længde af, hvis det stadig skal give mening.
Havde gerne villet have holdt højere fart på anden halvdel af løbet. Det var trods alt noget mere letløbt end første halvdel, men så må jeg bare træne noget mere til næste gang.
Det er bestemt ikke sidste gang jeg løber 50 km orienteringsløb. Om det lige bliver næste år afhænger lidt af terrænet. Posterne sad hvor de skulle.
Og kortene var så nye som de nu kan være. De var ikke kritisk ringe, men der var tydelig forskel på dem hen gennem løbet.
Personligt havde jeg gerne set at anden halvdel af løbet havde været lidt sværere, men det er nok meget fint at sværhedsgraden daler lidt gennem løbet. Man bliver jo ikke ligefrem skarpere hen gennem løbet, heller ikke selv om man har mange poster at øve sig på 😉
Der er ikke mange deltagere med, desværre. Men arrangørerne leverer et solidt stykke arbejde, der var styr på tingene, depoterne var velfyldte og der var godt humør hele vejen rundt. Synes godt de kan være stolte af det de leverede i år. Fedt at nogle gider bruge så meget energi på at så få kan have det sjovt i så mange timer… 🙂
Det er en anderledes type løb end f.eks. Nordisk eXtrem Maraton eller VUMB, selv om kilometerne er mange og man skal finde vej. Antallet af poster er langt højere, og der løbes overvejende på orienteringskort til 50km. Så egentlig synes jeg det er sjovere. Der er noget mere orientering i det. Til gengæld savnede jeg godt nok noget selskab på vejen. Det får jeg heldigvis til VUMB, og til VM i Rogaining næste år.