Hærvejsløbet blev en hård omgang.

Om det blev hårdere end forventet? Svært at sige, for jeg havde svært ved helt at finde ud af hvad jeg skulle forvente.

Men løbet satte sine spor, på mange måder.

Der er efterhånden gået 5 uger siden vi løb i mål i Viborg. Tankerne omkring løbet er blevet vendt mange gange inde i hovedet og under samtaler med andre, både løbere og ikke-løbere!
Beretningen har skiftet indhold et par gange, for der er mange ting at tage fat i omkring en oplevelse som Hærvejsløbet.

Lidt korte fakta om løbet

Hærvejsløbet er et socialt etapeløb, hvor det ikke drejer sig om at komme først. Tempoet er fast – 6 min/km – og alle etapestarttidspunkter er fastlagt og kendt på forhånd.
Man kan løbe 1,2 eller flere etaper, og man kan stille op som hold.

Arrangeret første gang i 2012 af Løbeklubben på Facebook (www.facebook.com/loebeklubben), der også var med som arrangører i år. I år dog med DGI Midtjylland som projektleder. Og Hærvejsmarchen som tredje medarrangør.

Løbet består af 30 etaper, på 6-16 km. Total ca 297 km fra Flensborg til Viborg.

Hjemmeside: http://haervejsloebet.dk/

Artikel bragt på Vorespuls.dk efter løbet: http://vorespuls.dk/artikel/lob-246-kilometer-andres-glaede-gav-energi

TV:
Tv MidtVest under løbet
TV MidtVest efter løbet
TV Syd

Hærvejsløbet 2013

Til en start må det være på sin plads at sige:

Tak for godt selskab på turen til alle der løb med, og en stor tak til arrangører og ikke mindst hjælpere for at skabe et fantastisk arrangement!

I tiden op til Hærvejsløbet blev jeg ofte spurgt om jeg var klar! Træningen havde forløbet fornuftigt og jeg havde ikke været ramt af skader, så egentlig følte jeg mig fysisk klar.
Mentalt havde jeg svært ved helt at finde ud af om jeg var klar. Jeg snakkede en del med Torbjørn Gasbjerg, som jeg har snakket træning med hele foråret, og vi blev enige om at løbet mere skulle angribes som et adventurerace end et løbeløb. Halvanden døgns adventurerace har jeg været igennem før, så det virkede mere overskueligt end 36 timers løb! Same same – but different. De lange løb, uanset disciplin, er jo i høj grad en mental udfordring. Og man kan faktisk snyde sig selv en del. Så ved at tænke “adventure” fik jeg skruet lidt ned for det uoverskuelige i den udfordring jeg stod over for. Distancen ville selvfølgelig stadig være den samme, men fra adventure ved jeg, at det er håbløst at prøve at overskue hele løbet, så taktikken var egentlig simpel nok – en etape af gangen.

Hærvejsløbet – starten i Flensborg

Så er vi i gang

Etape 1-5: Flensborg – Rødekro (km 0 – 45)

Lørdag morgen linede vi op på havnen i Flensborg. Vejret var gråt, men der var opholdsvejr ved starten. Det var fedt at komme i gang. Var spændt på tempoet. Det føltes roligt i starten og jeg sørgede for at holde mig i nærheden af fartholderen – på denne og mange andre etaper var det Henrik Rehr Juncher Olsen. Jeg ved at jeg har svært ved at løbe stabilt tempo, og at jeg ofte kommer til at løbe lidt hurtigere end jeg bør. Men Henrik R.J.O. var stabil, hele vejen 😉

De første etaper viste både hvor godt Hærvejsløbet kan være og hvor udfordrende et koncept det er. De første etaper var præget af godt humør og megen snak, også selv om vejret var fugtigt (det skulle generelt vise sig at blive en fugtig lørdag).

Hærvejsløbet – her i selskab med Jannik V. Henriksen, som også havde planer om at løbe hele vejen. Jannik faldt desværre efter ca. 80 km og slog knæet så meget, at han i Vejen blev nødt til at trække sig ud. Han dukkede dog heldigvis op igen til de tre sidste etaper søndag.

Men samtidig viste det sig også udfordrende at blive sammen som gruppe. Selv om fartholderen gjorde sit arbejde rigtig godt, var han ikke synlig nok, elller også var nogle løbere ikke opmærksomme nok på, at konceptet var at alle skulle følges hele vejen. Der opstod til tider flere mindre grupper. Som sådan ikke noget problem, så længe dem der løber lidt for hurtigt blot er opmærksomme på at få samlet op. Mest tydeligt blev det om søndagen, hvor nogle af de friske løbere virkede til at bruge løbet næsten som et normalt motionsløb, hvor det gælder om at komme først. Synd for de løbere som har regnet med at der løbes nogenlunde stabilt omkring 6 min/km.

I de små depotskift mellem etaperne var mit fokus at få fyldt lidt væske i dunkene og lidt ekstra energi med i lommen. Jeg havde overvejet tanken om, at have en med til at bære min energi, eller få noget transporteret af en af løbets hjælpecykler, men endte med selv at snuppe et væskebælte på. Det gav mig tryghed i, at jeg hele tiden ville have noget energi i nærheden, og dermed kunne forsøge at holde stabilt indtag. Til gengæld fik jeg tilføjet lidt ekstra vægt og noget udstyr som potentielt kunne komme til at sidde og genere. Set i bakspejlet burde jeg havde haft en løbende supporter gennem hele løbet. Som både kunne bære energi og sørge for at jeg spiste og drak jævnt, og ikke mindst kunne tænke for mig!!

Ved etapeskiftet mellem etape 2 og 3 kunne vi for alvor begynde at fornemme hvad vejrguderne havde i posen til os. En god vind ind på pladsen hvor vi skulle stå i 5-6 minutter. Så jeg søgte ly bag Michael Bremers bil.

Hærvejsløbet – blæst og regn

På etape 5 løb vi et par hundrede meter fælles med Åbenrå Bjergmarathon. Meget sjovt at se forskellen på løbernes fokus i de to løb.

Det første større depot kom i Rødekro. Vi blev desværre ledt forkert rundt i byen, så der røg ca 1 1/2 km ekstra på kontoen. Umiddelbart betød de ekstra km ikke så meget, men der forsvandt lidt af pausen. Det tænkte jeg ikke så meget over her, da jeg stadig havde en del overskud.

Vi fik lov at gå ind i den lokale sportsbutik, så jeg trak i noget overtrækstøj og fyldte hænderne med mad og drikke, og gik ind og lagde mig på gulvet. Jeg ville forsøge at få vægten væk fra fødder og ben og give dem så meget hvile som muligt. Havde samtidig fokus på ikke at spise for meget, selv om der var rigelig mad og det var let tilgængeligt. Hellere spise lidt hele tiden end meget en gang i mellem.

Maveproblemer

Etape 6-9: Rødekro – Vojens (km 45 – 76)

Ud på 6. etape valgte jeg at løbe videre uden at medbringe væskebæltet da etapen kun var 8 km. Jeg puttede dog 5 små poser Haribo i lommen, så jeg kunne fortsætte mit nogenlunde jævne energiindtag.

Jeg begyndte at få lidt problemer med maven på etape 7-8. Umiddelbart ikke noget kritisk, men så snart vi ramte depotet gik turen forbi toilettet. Det gik dog tilsyneladende i sig selv igen. Jeg mistænker det fugtige vejr for at have en stor del af skylden. Det var ikke decideret koldt at løbe, men regn og en del vind gjorde at især maveregionen blev afkølet. Det giver af og til problemer for mig.

Hærvejsløbet – havde desværre lidt for mange besøg hos Godik

Samtidig begyndte jeg at kunne mærke at vi havde været igang i noget tid. Benene fungerede stadig godt, men hovedet var lidt påvirket, ikke mindst fordi der havde været noget mere grus og asfaltløb end jeg havde forventet.

Det er selvfølgelig noget mere energibesparende at løbe på jævnt underlag end på småstier, men mit foretrukne underlag er ikke asfalt.

Så det var dejligt at ankomme til Tørning Mølle og få at vide at etape 9 ind til Vojens ville føre os gennem skov og foregå på små stier. En lille smule stigning ville der også være, men synes nu nok de bakker blev oversolgt en smule 😉

Hærvejsløbet – Små lækre stier mellem Tørning Mølle og Vojens

I Vojens var der mulighed for at komme indenfor i Vojens-hallerne. Jeg fik plantet mig i en stol og sørgede for at spise godt og få hvilet fødderne. Følte mig ovenpå, solen var så småt begyndt at skinne, vi havde lige løbet en lækker etape og mine forældre var forbi for at hilse på.

På afveje

Etape 10-13: Vojens – Vejen (km 76 – 122)

På vej ud af Vojens kunne jeg mærke hvor slemme de halvlange pauser kunne gå hen og blive for benene. Benene var blevet stive og det tog lidt (for lang) tid før løbestilen var tilbage i normal. Jeg fortsatte uden væskebælte, men havde fået en dunk med backupcyklen.

Etapen ind til Jels var rigtig lækker. Meget løb i skov, og meget på mindre stier. Benene fungerede godt, men maven lavede lidt trækninger igen. Fulgte lidt med på uret i forhold til km-tider, man da det kun opdaterede positionen én gang i minuttet svingede tiderne temmelig meget. Men vi slap igennem nogenlunde på tidsplanen. Men kunne godt mærke at der skulle arbejdes lidt for at holde tempoet når stierne blev meget krøllede.

Inde i Jels møder vi Michael Bremer på cykel. Han bliver tilfældigvis ringet op mens vi følges. Det er en fælles ven og min arbejdskollega fra Himmelbjergegnens Natur og Idrætsefterskole Simon Grimstrup, der skal høre hvordan det går. Simon (som har weekendvagt på skolen) sætter medhør på, så eleverne på skolen kan høre med. Fedt at snakke med ham/eleverne, og fedt få lidt opbakning den vej.

Fra Jels til Skodborg får vi nogle lokale med som vejvisere. Min kone løber også med. Hun og børnene stod i Jels, sammen med mine forældre. Hyggeligt med lidt familie med på turen.

Da vi startede i Flensborg om morgenen overvejede jeg at snuppe et etapekort med på etaperne, man er vel gammel orienteringsløber. Men droppede det igen. Dels pga. vejret, og dels for ikke at blive ramt negativt af, at kunne se “hvor langt” der er tilbage hvis kroppen ikke helt er med. Vi har dog ikke løbet særlig langt før det viser sig, at et kort havde været en god ide.

Da vi drejer til højre ad en grusvej og der ikke er nogen afmærkning i syne, selv om vi næsten lige havde set en, ringer alarmklokkerne. 

Det viser sig også at vi har misset en afmærkning ca 5-600 meter tidligere. Selv om jeg normalt betragter mig som en rolig person og som sådan ikke har noget imod at overlade ansvaret til andre, føler jeg mig dog hverken rolig eller tillidsfuld overfor vores vejvisere. Jeg løber hen og beder om lov til at kigge på kortet. De vil ikke helt erkende at vi er løbet forkert, men jeg føler mig ret sikker. Korteste vej tilbage på sporet er stik vest hen over markerne, men den lokale bondemand, der er kommet ud, vil ikke lade os løbe hen over markerne, så vi må løbe tilbage. Ikke fedt at bruge næsten 10 minutter på denne måde. Det er her jeg for alvor kan mærke hvor lidt margin der er til fejl og kriser. Km-mæssigt er det ret ligegyldigt i det samlede regnskab, men for hver gang vi bruger ekstra minutter ude på ruten forsvinder der reelt set noget tid fra depoterne hvis tidsplanen skal holdes.

Senere på etapen gør maven så store knuder at jeg må sætte mig ind i bag et træ. Ikke optimalt. Men det letter og benene fungerer rimeligt, så jeg og min kone kan løbe op til feltet.

Hærvejsløbet – På vej mod Skodborg

I Skodborg får vi heldigvis lov til at holde pause, selv om tiden er overskredet pga. vores omvej.

Vi løber videre mod Vejen på en lang etape. Vi bliver ramt af et ordentlig regnskyld undervejs. Ikke godt for min mave der knuder. Så jeg må ind og sidde igen. Min far er løbet med og holder mig med selskab. Kan ikke holde tempoet, dels pga. maven og dels pga. bakken i Skibelund Krat. Har ikke længere benene til at få lukket hullet op til de øvrige løbere, men der hænger også nogle efter mig. Faktisk er feltet strukket meget ud, ved ikke om det er fordi vi er på vej mod et langt stop, eller fordi etapen har været lang og ramt af dårligt vejr.

Hærvejsløbet – Vejen

I depotet i Vejen dukker Torbjørn Gasbjerg og Rasmus Oscar op. Planen er at Rasmus løber med til Vingsted og Torbjørn følger i bil. Og fra Vingsted vil Torbjørn tage over.

Torbjørn kender mig godt fra hårdt prøvede situationer. Vi har kørt adventurerace sammen siden 2003, det længste løb var 128 timer non-stop. Rasmus kender jeg fra orienteringssporten, men han har ikke set mig i de samme pressede situationer. Det blev faktisk meget sjovt at opleve hvor forskelligt de tacklede de forskellige episoder og min ynk undervejs.

Jeg er ikke i super humør, synes godt nok der er langt til Viborg. Men som Torbjørn så fint bemærker, “Henrik – det er ligesom et adventurerace, men udelukkende med din favoritdisciplin, det bliver ikke federe!!!”

Mørke og dårlige ben

Etape 14-17: Vejen – Vingsted (km 122 – 161)

Vi er kun en lille håndfuld løbere som er på vej videre fra Vejen. Benene er ikke prangende og vi er knapt nået udenfor byen før jeg må sætte mig igen.

Kan godt mærke sliddet på kroppen, for jeg kan ikke længere skrue på tempoet og indhente gruppen, heller ikke selv om de holder lidt igen. Det ender med at Rasmus og jeg løber stort set samme tempo som de øvrige, blot 100-200 meter bagved. Vi løber udelukkende på asfalt. Det er hårdt, især mentalt. Da vi endelig kommer til skiftezonen er der kun et minut til næste start. Så jeg går videre med det samme. Rasmus får styr på mad og drikke. Nu er det fedt at have en løbende hjælper, og en medfølgende supportbil. Rasmus og Torbjørn, nok primært Torbjørn, overtager stort set styringen fra mig. På nuværende tidspunkt er det også nødvendigt, for jeg har fået ondt af mig selv.

Efter nedtur kommer altid en optur, spørgsmålet er bare hvornår … 

På etapen gennem Bække kan jeg holde tempo med gruppen. Det kræver lidt mere arbejde end tidligere på dagen, men fedt at føle jeg er med igen. Efter nedtur kommer altid en optur, spørgsmålet er bare hvornår … og hvor længe den varer!!! Er ikke helt tryg ved at vi igen har fået de vejvisere som viste os forkert lige efter Jels, men Rasmus har etapekort med så vi skal nok finde den rigtige vej videre.

Jeg går straks videre da jeg kommer til næste skifte. Forsøger at redde mig nogle meter. Det bliver så på bekostning af en pause. Kan for alvor mærke sliddet. Har svært ved at holde rytmen. Og knæet begynder at drille når det går nedad. Bliver sat af gruppen. Kenneth Zimmer og Rasmus forsøger at drive mig fremad. Er mentalt langt nede og mister lidt troen på det kan lade sig gøre at komme hele vejen til Viborg, i hvert fald hvis tidsplanen skal overholdes!

Hærvejsløbet – det blev mørkt…

Da vi kommer til sidste skifte før Vingsted er gruppen smuttet videre. Jeg “får lov” til at lægge mig et par minutter mens mit knæ bliver undersøgt. Umiddelbart tipper de på et slapt ledbånd og altså umiddelbart ikke noget som er en showstopper nu og her. Men heller ikke noget der kan gøres noget ved, en optapening med så medtagede muskler er svært. Så efter et par minutter begiver Rasmus og jeg os videre mod Vingsted. Modbakker slå tempoet ud af mig og nedadbakker er noget mærkeligt noget, for her gør knæet bøvl. Vi kommer ned på Bindeballestien og nu burde det være fladt og “nemt” frem til Vingsted.

Et væltet træ på vejen viser hvor træt jeg er. Jeg skal dukke mig, og på den anden side har jeg svært ved at komme i gang igen. Og jeg brokker mig højlydt over at rytmen bliver brudt.

Et par km før depotet kommer Torbjørn imod os. Det er tanken han skal løbe med videre. Kort før vi når helt hen til depotet bliver Rasmus og Torbjørn dog enige om at det smarteste er at give mig et hvil og så springe næste etape over. “Feltet” er da også på vej videre lige da vi er på vej ind, jeg har altså tabt godt 20 minutter på den seneste etape.

Har det blandet med at måtte stå en etape over. Fint fordi jeg ikke kan holde tempoet længere, men skidt fordi målet var at løbe hele vejen. Og det er lidt surt for Søren Strunge, som er kørt fra Århus for at løbe næste etape med mig. Jeg bliver pakket ned under et par fåreskind i Jernalderlandsbyen. En etapes pause bliver lavet om til to, ellers ville vi skulle videre med det samme. Jeg får noget at spise og et par smertestillende piller og forsøger at få noget søvn. Det går skidt. Kroppen er meget urolig og lårene gør ondt, så jeg kan ikke finde ro til at sove. Men på et tidspunkt falder jeg dog hen og får lidt tid med lukkede øjne.

Mere skum under fødderne

Etape 18-22: Vingsted – Nørre Snede (km 161 – 184)

Vi kører i bil til etapeskiftet ved Harresø mellem etape 19 og 20. Jeg skifter sko til Hoka Bondi B. Et forsøg på at aflaste ben og fødder. De første 13 etaper blev løbet i New Balance 890v3, den var fin at løbe i på lange flade asfalt og grusvejsetaper, selv om den sad lidt vel tæt om tæerne. Fra Vejen til Vingsted var jeg hoppet i New Balance 3090.  Mest for variationens skyld, men så slidte som mine ben var, så var det åbenbart et dårligt valg. Synes jeg fik markant mere ondt i lårene efter skoskiftet. De sko har ellers været mine favoritsko i foråret. Men for at prøve noget nyt blev det altså Hoka-skoene.

Da vi løber videre er det næsten blevet lyst igen. Det giver lidt energi. Og Torbjørn er med som hjælper og indpisker. Der er ikke meget mere krudt i benene end at når jeg løber til, så løber jeg 6 min/km. Lidt skræmmende. Men egentlig rart at være igang igen, mentalt i hvert fald.

Det går fint fremad, men på nedløbene driller knæet lidt. Skoskiftet har ikke gjort nogen forskel der, men fødder og lår virker til at fungere bedre. Og da der ikke er så mange nedløb er det klart det vigtigste lige nu.

Hærvejsløbet – Gudenåens udspring

Fra skiftet ved Gudenåens udspring til Nørre Snede er det igen en rigtig flot etape. Og igen er der mange løbere på vej ind til et stort depot. Og igen bliver gruppen lidt mere spredt end på de øvrige etaper.

Det går fint med at følge med ind mod Nørre Snede. Det sidste stykke hen til depotet er dog op ad bakke, så jeg slår over i gang, for ikke at presse lårene for meget. Kommer ind i depotetet og ar mulighed for at ligge på en madras og under et tæppe. Har lyst til at sove, men kroppen vil ikke, og der er nu heller ikke så meget tid når det kommer til stykket. Får lidt morgenmad og en kop kaffe 😉

Elastikken springer igen

Etape 23-25:Nørre Snede – Funder (km 184 – 209)

Det er hårdt at få kroppen i gang på vej ud af Nørre Snede. Knæet brokker sig og benene føles ikke just lette. Det går fint det første stykke, men på de mange små modbakker hænger jeg lidt. Elastikken bliver længere og længere og til sidst forsvinder fartholder og gruppe for mig. 4 løbere fra Them bliver og holder mig med selskab, det samme gør backupcyklen der jo også skal være bagerst. Det går ikke stabilt fremad og jeg slår lidt for ofte over i gang. Men mine følgesvende gør det trods alt til en hyggelig oplevelse.

Finder desuden en pakke jordbær i supportcyklens rygsæk.

Torbjørn er ikke løbet med, om det er medvirkende til at jeg har lidt mere ondt af mig selv, eller om jeg bare er meget slidt skal jeg ikke kunne sige, men tiden går hurtigt, og vi bevæger os desværre ikke så hurtigt.

Torbjørn og hans kæreste Sheena møder os et par km før skiftet. Vi følges frem mod skiftet, men misser en vej og løber en lille omvej. I skiftet har jeg mest lyst til at hoppe i bilen og køre frem til næste skifte og på den måde indhente feltet. Men Maria og Allan (mine holdkammerater fra vores gamle adventurehold Team DareDevils) er lige dukket op for at løbe med, og de er enige med Torbjørn i, at jeg ikke skal snyde mig selv for et rigtig lækkert stykke på den næste etape. Vi holder faktisk også stort set samme tempo som feltet, men kommer altså til Sepstrup efter de er løbet.

Da der er et langt nedløb på vej mod Funder virker det urealistisk at jeg kan lukke hullet, så vi/jeg beslutter at køre en del af vejen. Ellers ville min pause i Funder forsvinde og så begynder det for alvor at blive svært at tro på jeg kommer til at løbe mere sammen med flokken.

Jeg løber den sidste km sammen med et par løbere. Ind mod Funder er gruppen splittet meget op. Der er åbenbart gået lidt væddeløb i den.

Hærvejsløbet – Funder

I Funder forsøger jeg at hvile mest muligt, og få spist lidt mere. Har fuldstændig mistet fornemmelsen for om jeg har spist nok, men sandsynligvis er jeg i energiunderskud. Bliver interviewet mens jeg ligger og spiser og bliver supporteret på fornem vis af Maria, Sheena og min familie.

Hærvejsløbet – Wellnessophold i Funder

Til Bølling Sø og så videre til…

Etape 26-29: Funder-Hald Hovedgård (km 209 – 236)

Der bliver gjort lidt arbejde for at sikre at gruppen er samlet når vi løber. Fartholdertjansen bliver igen varetaget med præcision af Henrik. Det kræver en indsats af mig for at holde tempoet, kroppen er brugt, ingen tvivl om det. Og selv med en pause, noget at spise og en en god samling venner og familie til at følge mig, så skal der ikke meget til at bryde rytmen. Knæet begynder for alvor at drille på det lidt ujævne underlag. Endelig har vi for alvor ramt de små stier jeg har glædet mig til, og så er kroppen langt fra i den forfatning jeg helst havde set. Vejret ved Bølling Sø er heller ikke prangende, så det gælder om at komme i skjul hurtigst muligt.

Hærvejsløbet – Bølling Sø – nogle af hjælperne

På etapen videre går det fint i starten. Men på vej igennem Stenholt skov bliver det mere og mere stop-n-go. Der går ikke meget mere end et par hundrede meter mellem jeg slår over i gang. Enten pga. et knæ der driller, eller bare på grund af træthed.

Kan på ingen måde følge fartholderen. Og mentalt går jeg også i stå.

Indser at jeg ikke kan nå at komme med ud på næste etape og “vælger” i stedet at forsøge at komme så helskindet som muligt til skiftezonen og så tage en beslutning der.

Er fast besluttet på at uanset hvad der sker så vil jeg løbe den sidste etape ind til Viborg. Men som kroppen har det, og med tanke på jeg allerede er hoppet over 3 etaper, bliver jeg enig med mig selv om, at det bedste er at blive kørt til Dollerup og så følge med når feltet kommer der. Torbjørn forsøger kortvarigt at overbevise mig om også at løbe etape 29, men han indser hurtigt at jeg vist allerede har besluttet mig for hvor meget jeg vil forsøge at løbe.

Løber med de sidste par km hen til Hald Hovedgård. Vejret er blevet godt og det er fantastisk at se hvor mange mennesker der står og venter ved Hald Hovedgård. Mange af dem der har løbet 1,2 eller 10 etaper er der, hvis ikke de løb med på etape 29. Og i tillæg mange andre lokale, og nogle af eleverne fra min efterskole.

Mål er indenfor rækkevidde, men målet blev ikke nået…

Etape 30: Hald Hovedgård – Viborg (km 236 – 246)

Vi er en meget stor flok der løber ud på sidste etape. Ind gennem Hald Ege hopper desuden elever fra Hald Ege efterskole på toget. Fedt at opleve hvor mange der vil være med til sådan en event. Så længe vi løber på den gamle banesti er der rimelig styr på flokken. Da vi først rammer villavejene og stien langs Søndersø er det til gengæld ikke længere alle der holder farten på 6 min/km.

Hærvejsløbet – Viborg

For mit eget vedkommende er der ikke meget snak tilbage. At holde kroppen løbende kræver en del arbejde. Så på trods af der er mange kendte ansigter bliver det ikke til meget snak i starten.  Da vi drejer rundt om Golfhotellet i Viborg kan vi begynde at se hvor meget fest der er lagt op til i byen. Samtidig med vi løber i mål er der cykelfolk på vej ind. Vi følger ruten op forbi Domkirken og videre op til målområdet. Der står en del folk og klapper.

Det er det mest åndsvage jeg nogensinde har gjort!

Det er en kæmpe lettelse at løbe i mål. Er superglad for at jeg ikke behøver løbe mere. Er samtidig lidt ærgerlig over ikke at have løbet hele vejen som var målet.

Hærvejsløbet – Målgang

Hvorfor?

Hvorfor? – Jeg kan ikke komme med et kort svar. Tror Dean Karnazes har sagt det så præcist som man kan: Hvis man selv har prøvet det forstår man hvorfor! Måske!
Noget af svaret ligger i min fortid. Jeg har løbet siden jeg var lille. Løb har været mange ting i mit liv; fritid, arbejde, oplevelser, elitesport, min identitet,… Hærvejsløbet er noget som løb hidtil ikke har været for mig: socialt løb og længere end jeg nogensinde har løbet før.
Og måske har jeg et budskab jeg gerne vil have stadfæstet: Man kan altid løbe lidt længere!

Har jeg fortrudt? – overhovedet ikke. Men jeg er ret sikker på jeg ikke vil gøre netop det her igen. Jeg kan sagtens forestille mig at deltage i Hærvejsløbet igen. Men så bliver det som en del af et hold. Løbet er ikke skabt til solo-løbere. Der er ganske enkelt for lidt plads til nedture/kriser. Og følger man ikke tempoet går man glip af selve ideen med løbet. Så næste gang Flemming Johannsen spørger om jeg vil deltage i et projekt han arbejder på tager jeg lige en tænkepause inden jeg svarer. Men tak for oplevelsen Flemming!

Hærvejsløbet – Flemming Johannsen