Hvor lang tid er fem døgn egentlig? Fem døgn med konstant fysisk aktivitet. Fem døgn uden søvn. Læs med her og få en fornemmelse af, hvor langt tid fem døgn med konstant fysisk aktivitet egentlig er…
I 2008 var vi; Henrik Jørgensen, Torbjørn Gasbjerg, vores finske pige Ingrid Stengaard og undertegnede, af sted til VM i adventureracing i Brasilien. Efter at have kørt adventureraces mange steder rundt om i verden, var det fedt endelig at stå til et VM. Det blev en fantastisk oplevelse – og da vi krydsede målstregen fem døgn efter start, kunne vi kalde vores gamle sammentømrede team for det 20. bedste adventureracing hold i verden! Ret fedt
Vi kørte i fem døgn uafbrudt. Det er lang tid. Men hvor lang tid er fem døgn egentlig…? Jeg vil se om jeg måske kan anskueliggøre det.
Fem døgn?
Til VM ’08 kørte vi fem døgn non-stop igennem det nordøstlige Brasilien. Temperaturen nåede i dagstimerne op på 49° celsius. Der var bælgmørkt i 12 af døgnets 24 timer. Der var konstant hård modvind. Terrænet var barskt. Hvis ikke der var bjerge, var det sand som i en ørken.
Jeg vil i det følgende prøve at give jer en fornemmelse af længden af disse fem døgn ved at konvertere vores etapetider igennem løbet til din normale danske arbejdsuge…
Læsevejledning: læs teksten langsomt og prøv at forestil dig tiden… God fornøjelse…
MANDAG: Du møder på arbejde mandag morgen. Men i stedet for gå i gang med at arbejde, tager du dine løbesko på og løber. Så løber du hele formiddagen! Igennem den smalle brasilianske sandørken, med Atlanterhavets brusen ved din venstre skulder og mangrove-skoven inde i landet til højre.
Endelig er det blevet frokostpause, men i stedet for at spise frokost med kollegaerne, og bagefter tage fat på arbejdet, begynder du at sejle kajak. Mod strømmen og i piv-modvind. Du sejler hele eftermiddagen… I stedet for at tage hjem fra arbejde, lave aftensmad, slappe lidt af, se lidt tv i løbet af aftenen og hvad man nu ellers gør – så forsætter du med at sejle kajak. Uafbrudt – hele eftermiddagen og aftenen. Du går ikke i seng sidst på aftenen, du sejler kajak. Tag efter tag. Stadig i modvind og nu også med store bølger.
Du sover ikke hele natten, du sejler kajak!
Ps. Det bliver ret hårdt for hænderne, som det kan ses på billedet nedenfor…
(husk: læs teksten langsom, stop op – og forhold dig til tiden)
TIRSDAG: Det er nu tirsdag morgen. I stedet for at stå op, lave morgenmad og køre på arbejde, sejler du forsat kajak. Tag efter tag.
Fremme på arbejdspladsen skifter du til løbesko efter 20 timer i kajakken. Så løber du – indtil kaffepausen midt på formiddagen. Igen hopper du i kajakken, og så sejler du resten af formiddagen til lige over middag.
Ahh, endelig. Du er nu midt i din anden arbejdsdag – tirsdag – og efter at have løbet og sejlet kajak siden du mødte på arbejde mandag morgen, skal du nu, endelig, ud at cykle.
Du arbejder ikke resten af tirsdagen. Du kører ikke hjem fra arbejde. Du laver ikke aftensmad. Du tager ikke til tirsdags-træning i klubben. Du ser ikke tv resten af aftenen – du cykler. Hele tirsdag eftermiddag, hele tirsdag aften og ud på natten til onsdag cykler du!…
ONSDAG: Normalvis ligger du og sover nu – og du sover en hel nat. En hel nat. Men ikke i nat. Den første del af natten har du jo cyklet – resten af natten løber du. En hel nat. Helt indtil onsdag morgen. Så tager du cykelsko på igen. Alt den tid du normalt ville bruge på morgenmad, transport til arbejde og hele formiddagen på arbejde, der cykler du.
Tænk lidt over hvor lang tid det egentlig er; stå op, gå i bad, morgenmad, kørsel til arbejde, hele formiddagens arbejde. Der cykler du bare i stedet – det er lang tid – og alligevel kun en brøkdel…
Onsdagens frokostpause går med at tage løbeskoene på igen. Dem beholder du så på det næste døgn! Forstil dig alt hvad du normalt foretager dig i løbet af et helt døgn – og erstat det så med en løbetur – og dette vel at mærke efter at have løbet, cyklet og sejlet i 2½ døgn forinden. (Retfærdigvis skal det siges, at de sidste 4 timer af dette løbe-døgn ligger du stille og hviler samt måske sover et par timer).
TORSDAG: Det er nu torsdag middag. En helt arbejdsuge er snart gået. Du har løbet, cyklet og sejlet hele ugen. Også om aftenen. Også om morgenen. Og så sandelig også om natten.
Her torsdag middag begynder du at cykle igen. Det bliver du ved med resten af dagen, 8 timer. Først på aftenen hopper du i kajakken. Og der bliver du så indtil fredag middag, 19 timer. 19 timer.
FREDAG: Resten af arbejdsdagens fire timer cykler du. Men nu er du faktisk også snart ved at være fremme. Fredag sidst på eftermiddagen bliver du fanget i en ”ventezone”, hvor tiden stoppes inden du skal ud at sejle i sejlbåd. Du får for første gang siden søndag nat (og det er fredag nu!) noget sammenhængende søvn, 5 timer.
LØRDAG: Lørdag morgen kl. 03.00 begynder du at sejle i jolle. 8 timer sejler du – det svarer faktisk til en normal arbejdsdag. Halvdelen af tiden sidder du og kaster op, fordi du er søsyg. Sidst på formiddagen lørdag skifter du til løbesko for sidste gang! Nu løber du blot en parade-tur på 10 km i mål. Mål. Mål. Mål. Ja, mål!
Du startede mandag morgen – og så gik der en hel arbejdsuge plus det løse med at løbe, cykle og sejle – forestil dig det…
AFSLUTNING: Men sov vi slet ikke? Jo da, ca. 2-3 x 5 minutter hver nat. Så havde vi de 4 timers hvile, hvoraf kun halvdelen var søvn i slutningen af ”løbe-døgnet” (onsdag), samt ”ventezonen” helt i slutningen af løbet.
En enkelt røverhistorie fra selve løbet skal da lige klemmes med her på falderebet. På den 2. kajaketape (fra torsdag aften til fredag middag) sejler vi i en flod uden særlig meget vand. Vi må hele tiden ud af kajakken for at slæbe den over sandbanker, gennem krat og over små klippeformationer. Natten er mørk. Vi har konstant meget lys på for at skræmme de slanger, der ligger i floden. Meget lys har desværre en bivirkning i en mørk brasiliansk nat – insekter! Hele flodens opland af stikkende og bidende insekter blev suget ind i vores store pandelamper. Irriterende? Ja! Smertefuldt? JA!
Det kraftige lys fik også flodens små fisk til at gå amok. De sprang som var det for livet når lyskeglen ramte vandoverfladen. Mange af fiskene endte oppe i kajakken under deres vilde spring. Det var nu meget sjovt – til at starte med… Da natten var ovre – og man havde været op og i kajakken måske 100 gange for at trække den – og trådt en fisk i smadder hver gang man steg ind i kajakken, var der plukfisk overalt. I hele kajakken, ud over ens camelback, i madposen, i tøjet. Og så kom solen… Hvilket gav 40-45 grader i skyggen. Smadrede fisk overalt, i 45 graders varme og stærk sollys. Føj for satan hvor det stank! Og så i 19 timer! Jeg får stadig kvalme bare af at skrive om det. Føj!
Alt i alt: Det er en vanvittig oplevelse af køre adventurerace. At race i et fremmed land, en fremmed kultur med et brutalt landskab. Vi kørte rigtig godt som hold i Brasilien og er mega glade af vores 20. plads. Det er svært at beskrive et fem døgns adventurerace på skrift. Jeg håber, at det er lykkedes at give en fornemmelse af, hvor lang tid fem døgn med konstant fysisk aktivitet egentlig er – og ikke mindst givet jer en fornemmelse af hvilke rammer det er vores team skal fungerer under.
Man kan mere, end man tror! Og det kan vi alle sammen.