Hvor o-løberen burde have trådt i baggrunden, droppet kortet og brugt virkeligheden i stedet for.

Klokken er lige efter solnedgang midt i september 2007. Vi befinder os i Kroatien. Forud er gået ca. 50 timers adventurerace med blandt andet kajak, blæst, løb, blæst, kajak, løb, frostvejr, en cykeltur hvor den første time kun gik opad, søvnunderskud og højt humør. De seneste timer var tempoet blevet skruet gevaldigt op for at nå så langt som muligt inden solnedgang, og for at sikre at forfølgerne ikke skulle få kontakt igen.

Egentlig burde det være simpelt, og det var det desværre også for de fleste andre (specielt ikke-orienteringsløberne – øv!).
Vi var til fods og havde lige stemplet næstsidste kontrol (CP 21), så der var kun en post tilbage i løbet og kun ca. 10 km derhen ad mærket sti, og derefter en 15
km’s kajaktur til mål. Efter 500 meter skar vi ubevidst et hjørne, og cirklede et par runder før vi fandt tilbage på det mærkede spor. Vi fortsatte ufortrødent, dog i lidt roligere tempo end tidligere på aftenen.

Terrænet skiftede igen til meget stenet, og vi bevægede os langsomt fremad. Kortet passede rimeligt, men var dog groft tegnet. Det var trods alt også 1:25.000; nærmest som at komme på et sprintorienteringskort efter at have gået på 1:100.000 den første aften.
Nu skulle vi bare følge stien hen langs den store lavning (retning syd-øst ad 20/31), dreje lidt op ad bakken, og når der kom et kryds med en anden afmærket sti, skulle vi bare
fortsætte lige ud (ved »A«).

Et lille bom på 8 timer. Skylder vist stadig Morten for den fejl!

Vi gik/kravlede hen ad stien. Terrænet ved siden af stien indbød ikke specielt til at man skulle forlade den, og slet ikke om natten.

Vi bevægede os roligt fremad og stien knækkede og fortsatte op af bakken som forventet. Efter at have gået opad lidt tid knækkede stien igen.
Hmmm, burde der ikke have været et sti-kryds og ikke blot et sti-knæk? Orienteringsløberen var sikker i sin sag: der skulle være et stikryds!
Kortet havde ”passet” indtil nu, så her var noget galt.
Der manglede stien lige ud og den sti, der skulle komme fra højre. Desuden var skoven jo også halvåben som på kortet. Og for en rigtig orienteringsløber er kortet det rigtige værktøj til at finde vej. Skidt med at afmærkningen havde været fortrinlig så langt! (I virkeligheden befandt vi os ved »B«, men kunne alligevel få det meste til at passe…)

”Vi skal nok bare lidt frem, så finder vi afmærkningen igen”. Hundrede meter frem og ingen afmærkning. Tilbage til udgangspunktet.
»Måske vi kan finde den stump, der skulle gå af til højre?« Her skal bemærkes at lige ud og højre begge førte det rigtige sted hen, mens venstre ville sende os en del kilometer
tilbage. Men nej, den kunne vi heller ikke finde. En runde mere efter samme opskrift og med samme resultat – overraskende! Lidt frem, lidt tilbage, frem, tilbage, til siden, til
den anden side – stadig ingen afmærkning, der hvor der skulle være en afmærkning.

»Måske afmærkningen bare var dårlig?« Så vi prøvede et opkald til løbsarrangøren via den medbragte mobil. Trods den ringe dækning i de kroatiske bakker fik vi dog afklaret, at stien havde været brugt for en måned siden. Så på den igen, men med samme resultat. En lang gåtur tilbage til sidste sikre udgangspunkt
(SSU) og prøve en gang til… Så blev vi enige om at tage noget søvn og prøve igen bagefter.

Vi vågnede ved et hold der løb tæt forbi os, så vi stod op (o-løberen dog lidt modvilligt) og løb efter dem. De fortsatte ud af stien til venstre, altså i den forkerte retning ifølge
orienteringsløberen. Efter nogle hundrede meter svingede stien tilbage i rigtig retning og der kom stikrydset!
Så i stedet for at trampe rundt i nogle timer, vende tilbage til SSU og tilbage til roderiet, skulle vi bare have droppet kortet, fulgt næsen og ikke mindst afmærkningen, og sparet de syv timers bom…