Hvor løber du hen?

De seneste dages løbeture har været vidt forskellige, både ruterne og oplevelserne.

I søndags løb jeg en 3 timers tur ud til Salten Profil og hjem igen. Vejret skiftede fra pænt til stort snefald med fugtig sne. Men det var en fed oplevelse. Benene fungerede super og hovedet var klar på alle udfordringer.

Rye Nørreskov

Dagen efter skulle jeg sætte poster ud til linjefag på skolen. Efter 30 minutter var de sat ud, men planen var jeg skulle løbe i 2 timer. Hovedet kunne ikke finde ud af hvor jeg skulle løbe hen og benene gad ikke løbe derhen, hvor hovedet langt om lange besluttede sig for vi skulle hen.

På aftenens postindsamling gik det dog noget bedre, på trods af jeg løb med ankelvægt fungerede benene rimeligt og hovedet var igen kampklart. Alle tre foregående ture blev løbet alene.

Onsdag var der fællesløb fra Himmelbjerget. I alt var vi 7 der løb rundt på “Hammer Trail fortræningsrunden”. Masser af sne på jorden, god følelse i benene og fedt at have nogen at løbe med.

Fælles for de gode ture var at jeg på forhånd havde en god ide om hvor jeg skulle hen.

På trods af, eller måske netop på grund af, at jeg bor midt i noget af Danmarks aller bedste træningsterræn, har jeg ikke altid lige let ved at beslutte mig for, hvor dagens trænings skal gå hen. I hvert fald ikke hvis jeg først er smuttet i skoven. Det er ikke så meget om det lige er den ene eller den anden sti jeg skal løbe på, mere hvilket punkt jeg skal løbe ud og runde inden turen går hjemover.

 

I tillæg er jeg ikke god til at løbe den samme tur mange gange. Der er områder jeg opsøger mere end andre, men det er sjældent at to hele ture er fuldstændig ens.

Et udpluk af gps-sporene fra mine træninger i de seneste måneder kan ses herunder, og de viser vel meget godt at jeg kommer lidt omkring.

Udsnit af de seneste måneders træningsture

Udsnit af de seneste måneders træningsture

Det er selvfølgelig godt hjulpet på vej af at en del af mine træninger er postudsætning/postindsamling til orienteringslinjen på mit arbejde på Himmelbjergegnens Natur og Idrætsefterskole.

Aller helst vil jeg løbe fra A til B, men i træningssammenhæng bliver det lidt logistisk krævende. Så som regel bliver det en eller anden form for runde. Evt. kan runden være omkring en sø, så får man lidt A til B fornemmelse, for der er ingen genveje.

Ovenstående er nok noget af forklaringen på hvorfor Hærvejsløbet er en spændende udfordring for mig. Og nok også en grund til at jeg sandsynligvis kun kommer til at løbe hele vejen en gang. Og ligeledes en grund til jeg ikke har tænkt mig at skulle træne alt for meget på ruten inden juni. Der vil nok være enkelte strækninger som jeg vil prøve at løbe, både for at have lidt bidder at se frem til undervejs, men også for at kende lidt mere til underlaget og kuperingen på ruten.

Så selv om Hærvejsløbet er så meget mere end blot en løberute, så er det dog trods alt stadig det, altså en løberute. Og hvis jeg skal synes den er interessant skal der være et element at overraskelse undervejs.

 

Så hvor skal jeg nu løbe hen?

Det er jo ikke fordi det er så krævende at finde på nye ruter, og når man bor omgivet af skov med mange små stier, er det jo endnu nemmere. Herunder har jeg forsøgt at kort beskrive hvordan jeg så finder ud af hvor jeg skal løbe hen. Det kan så måske inspirere nogen til at komme væk fra deres faste rute, eller man kan bruge det til at variere sine løberuter endnu mere end man allerede gør:

 

Grib et kort:

De danske orienteringsklubber har sat en masse faste orienteringsposter rundt omkring i danske skove. Du kan se hvilke skove og hente kort med posterne her:

http://www.findveji.dk/

Vælger man få poster med langt imellem kan man få en fornuftig løbetræning selv om man ikke er så vant til at løbe med kort.

Find vej i kan være et krydderi i den daglige træning eller det kan være en god mulighed til at komme ud og løbe hvis man er i en ny by og mangler lidt inspiration

 

Skal man på en lidt længere tur kan man finde et rimeligt kort på hjemmesiden: http://historiskatlas.dk/

Det er selvfølgelig ikke alt for godt opdateret, men til grovplanlægning er det godt. Og så kan det suppleres med http://www.openstreetmap.org/

Jeg har et gammelt 4-cm kort som jeg tit bruger. Jeg tegner en orienteringsbane med 10-20 poster ind på kortet. I skoven er det ikke så vigtigt om jeg præcis finder postplaceringen, det mere trasséen gennem skoven jeg følger.

Afmærkede ruter:

Der findes mange forskellige afmærkede ruter rundt omkring i Danmark. Naturstyrelsen har en fin oversigt her: http://udinaturen.naturstyrelsen.dk/udinaturen/

 

Andres ruter:  

Der er jo efterhånden mange der løber med GPS. Så på diverse træningsfælleskabs-websider, Endomondo, Strava, Garmin Connect, Movescount, GPSies,… kan man finde både godt og skidt!

 

Vis andre rundt i dit træningsområde

Når jeg skal have andre med på en løbetur har jeg en tendens til at lægge løbeturen forbi nogle af de bedste steder. På den måde giver turen sig selv, altså bortset fra at der er så mange fede steder at vise frem at det er svært at vælge….

 

Google-earth/Panoramio.com

Billeder fra alverdens steder. Om noget kan et godt billede af noget fed natur sætte tankerne i gang om hvor jeg skal løbe hen.

En del af billederne er dog placeret noget skævt i skovområderne. Men så ser man så meget andet fedt.

 

Ryttermosen - altid et besøg værd

Ryttermosen – altid et besøg værd

Uden kort:

Hvis ikke man har et kort, eller ikke gider kigge på kort kan man jo f.eks. bruge en følgende:

 

Højre-venstre

Rimelig simpelt, man løber skiftevis til højre, til venste og ligeud når man møder et stisammenløb. Kan selvfølgelig tvistes ved at lave højre-højre-lige ud-venstre-venstre-…- eller andre kombinationer. Og man kan jo skiftes til at bestemme hvis man er flere. Det kan dog nok være smart at have en ide om hvor lang tid man vil bruge på træningen!

 

Kongens efterfølger

Når den ene ikke kan finde vej må den anden tage over. Man kan skiftes i faste intervaller tidsmæssigt, eller hver gang terrænet indbyder til det, f.eks. ved sideveje.

Er rigtig god hvis man vil blive bedre til at løbe i terræn. Da kan man skiftes til at føre an på nogle 2-3 minutters intervaller hvor man skal forsøge at hægte den anden af. Husk pauser mellem intervallerne!

 

90-grader

Løb i terræn – det er forbudt at løbe på stier og man skal så vidt muligt komme til stierne 90 grader vinkelret på dem.

 

God tur

By | 2013-02-07T21:11:17+00:00 februar 7th, 2013|Blog, Træning|0 Comments

About the Author:

Henrik har dyrket udholdenhedsidræt gennem det meste af sit liv. Det startede med orienteringsløb i 1988. I 2003 begyndte en ny periode med adventurerace. I 2010 løb han sit første ultraløb

Leave A Comment