Blog

Sweden Sky Race 24

En fantastisk naturoplevelse krydret med midnatssol og en hård og teknisk krævende rute – Sweden Sky Race 24 kalder på et gensyn.

Se masser af billeder fra løbet på deres facebookside
sweden sky race 24 på facebook

Distancer

Træningen og opladningen til SSR24 var ikke optimal, så 10 dage før start tog jeg beslutningen om at løbe 50 km, og ikke de 100 jeg oprindeligt havde tilmeldt mig. Den beslutning skulle vise sig at være helt rigtig.

Ved ankomst til Björkliden kunne jeg se på løbets infotavle at ruten reelt var 54 km. På briefingen 6 timer før start fik vi så at vide at kontrolopmålingen dagen før sagde 57 km! Stadig med ca. 3000 højdemeter.
100 km’eren var så lige pludselig 114! Den korte var 1 runde på fjeldet, den lange var oprindelig tænkt til at være 2 runder, hvor første gik mod uret og anden med uret. Af sikkerhedshensyn havde de dig valgt at vende 2. runde, så på den lange var der nu to ens runder. Længdeændringen og ruteændringen gjorde at jeg blot blev endnu mere glad for mig beslutning.

Med start kl 18 lørdag skulle dagen fordrives uden alt for meget aktivitet.

Det gik fint, men hen på eftermiddagen blev ventetiden efterhånden lidt lang, så det var fedt da startskuddet endelig lød.
20140720-203012-73812871.jpg

Så gik starten

Kenneth Kofod og jeg placerede os i forreste række. Vores familier stod lidt ude på ruten og forventede selvfølgelig at vi førte feltet an. Så det gjorde vi.
20140720-203132-73892517.jpg
Benene føltes gode og der var ikke nogen som havde helt vildt travlt, så jeg fik liv at trække toget de første km. Derefter var den en svensker som blandede sig, men vi skiftedes til at føre an på første stigning de første 5-6 km. Tempoet var for højt, ruten og længden taget i betragtning, men nu gik det jo lige så godt.

De første 9 km af løbet gik det jævnt opad, fra Björkliden (460 moh) til Låktatjåkka Fjeldstation (1228 moh), på en fin, let stenet vandresti. Der var en fantastisk udsigt mod nord, ud over Lapland.
På fjeldstationen var første depot. Min taktik var at tage vand fra vandløb, og holde mig til GenerationUCAN, så jeg var hurtigt igennem, men jeg var lige nødt til at smage på vaflerne som fjeldstationen er berømt for. Vafler med flødeskum og syltetøj som energi tror jeg bliver det næste store:-)

Fra fjeldstationen gik turen op på toppen af Låktatjåkko (1404 moh), 200 hm på en km. Flere hurtige svenskere var nu smuttet foran, og jeg forsøgte at finde ind i en jævn rytme, med overskud, så jeg havde mulighed for at trykke godt på på nedløbet bagefter.
Fra toppen var det nedad i 7 km til Låktatjåkka Station (488 moh). Jeg synes ikke benene helt ville som jeg ville, men jeg holdt rimeligvis følgeskab med svenskerne omkring mig, så helt skidt var det ikke. Den øverste km på nedløbet var mange små flade løse sten, så man skulle huske at placere fødderne rigtigt, og ikke lande for tungt, for underlaget flyttede sig til tider. De næste 6 km var på pæn vandresti, så her var der ikke så meget at overveje.

Nede ved stationen var næste depot, og sidste mulighed for at spise, så jeg snuppede en halv banan for hyggens skyld, og til dels for at få lidt med substans ned i maven. Herfra var det opad igen.
Dalen vi løb op igennem var fantastisk smuk, og sneen lå tykt på den østvendte skråningen. Men vi løb på en fin sti med solen bagende ned, så kroppen var rigelig varm. I bunden af dalen lå søen Rissajaure (815 moh). Og herfra ændrede løbet markant karakter. De første 22 km havde stort set været på pæne vandrestier, men det var slut nu.

“Obanad terræn”

I løbet af de næste ca 1 1/2 km skulle vi 604 hm op. Her var ingen sti, blot nogle af arrangørernes markeringer, som vi her skulle se som vejledende, vi skulle bare finde vores egen vej til toppen. Men være obs på vi ikke sparkede sten nedad, for selv om vi gik på græs/lyng var der så stejlt at sten ikke nødvendigvis stoppede med det samme.

Bakken gjorde ondt på alle, men det var tydeligt hvem der var kommet fysisk velforberedt til løbet. For mit vedkommende drejede det sig bare om at komme op uden at lide for meget overlast. Så selv om jeg lige havde løbet og hyggesnakket med Scott Cole, så skulle jeg ikke nyde noget af at følge hans tempo op ad bakken.
På toppen gik en flok rener. De kiggede lidt dovent mod de tåbelige mennesker som kom ildrøde i hovedet og vraltende hen over klipperne. Der var ikke noget vegetation på toppen. Og der var heller ikke nogen sti. Det efterfølgende nedløb var også uden sti, og med mange løse sten i alle størrelser. Vel nok det mest krævende nedløb jeg har set til ultratrailløb. Nedenfor stenfeltet ventede 3-4 km gennem lyng og græs, med en del tuer, og ingen stier.
Jeg følte mig slidt fysisk og mentalt, og synes der var uendelig lagt hen gennem den ellers naturskønne dal.
Efter at have vraltet mere end jeg burde, og med Kenneth Kofod der var lige ved at indhente mig, tog jeg musik i ørerne i et forsøg på at booste tempoet. Jeg holdt da også Kenneth bag mig de næste par km hen til 5. depot ved Kårsavaggestugan (701 moh)

Lavede et hurtigt stop og tog lidt vand, og hilste på Kenneth, men skyndte mig af sted sammen med et par svenskere. Ret forude ventede endnu en kras stigning, denne gang dog på sti. Kenneth og svenskerne stak af fra mig. Og jeg gik og ærgrede mig lidt over jeg ikke havde trænet flere km og bakker. Og over at udgangstempoet på første stigning havde været for højt.
Efter 200 hm fladede slugten ud og det var muligt at lave noget der lignede løb. Flokken af løbere foran mig trak lige så stille fra, jeg kunne ikke finde ind i en god rytme, og havde nok bare lidt ondt af mig selv.
Jeg forsøgt at indtage lidt energi hele tiden så det i hvert fald ikke skulle være det der manglede. Stien var ikke stor, og mange steder var der dømt våde sko, sneen lå stadig i store feltet rundt omkring, så der var både mange vandløb og store områder af meget fugtig bund. Det gjorde nu ikke den store forskel, for både sko og strømper var blever gennemblødt allerede efter 6 km. Og den første snepassage lå efter 7 km.

Dalen blev lidt stejlere til sidste og de sidste 500 meter hen og op til kontrolpunktet (1260 moh) var stort set snedækkede. Det stod en håndfuld arrangører som skabte en super stemning ude mit i ingenting. De heppede og mente at jeg nemt kunne hente ham den anden dansker som kun var et par minutter foran. Om ikke andet så på det 12 km lange nedløb mod mål. Jeg mente nu godt nok noget andet, men det skulle vise sig jeg tog fejl.

Opturs nedtur

Væk fra kontrolpunktet løb vi lidt mere i sne, og da sneen slap op blev vi mødt af usandsynlig mange sten i alle afskygninger, men især mange som vendte den spidse side opad. Der var stadig knap 200 hm inden terrænet vendte og der var et langt nedløb.
Om det var udsigten til et lækkert nedløb, tanken om at der kun var 15 km hjem eller noget helt tredje der gav energi, ved jeg ikke. Men jeg øjnede muligheden for at overhale en af svenskerne der var smuttet på vej opad, og pludselig fungerede ben og hoved som om jeg lige var startet på løbet. Der var ikke meget spor, blot blandede markeringer, rødmalede pletter og arrangørernes snitslinger. Tror terrænets dårlige beskaffenhed blev en ekstra motivationsfaktor, og samtidig gjorde det at man ikke løb 50 m af gangen før terrænet igen skiftede, på nær hen over snestykkerne, der pletvis var nogle hundrede meter lange. Jeg fangede snart endnu en svensker og gav ekstra gas lige forbi og forsøgte at holde momentum.
Omkring km 45 indhentede jeg Kenneth, som tøvede en smule da han ikke kunne se næste afmærkning. Jeg havde set den og fik peget ham i rigtig retning. Han var en slidt mand, og forsøgte at hænge på, men måtte slippe ret hurtigt. Jeg overvejede om vi bare skulle følges til mål, men jeg var inde i min egen lille optursbobbel, så jeg fortsatte i så høj fart jeg kunne ud over sten, moser og vandløb.

Humøret var i top og benene flyttede sig automatisk. Jeg mindede mig selv om at blive ved med at indtage energi, der var trods alt fortsat 10 km til mål.
Nedløbet var teknisk krævende, men løbbart.
Længere nede fik vi endnu en tur på tværs af en elv, denne gang havde de spændt et reb ud. Nok ret hensigtsmæssigt, der var en frisk strøm i vandet. Og her kunne man blive ført med strømmen. De øvrige mange vandløb vi havde passeret havde ikke været med så meget strøm, så her var man højst blevet våd over det hele hvis man var faldet.

Jeg pressede på tempomæssigt og glædede mig til snart at være i mål. Var helt høj over at kunne afslutte løbet med et krævende nedløb i høj fart.

Jeg løb i mål i tiden 7 timer og 33 minutter som nr 7. 45 minutter efter vinderen Scott Cole. Og 10 minutter foran Kenneth som blev 9’er.

Det er afgjort den fedeste ultratrailrute jeg har løbet. Vejret var også med os. Solskin og næsten ikke en sky på himlen. Ingen irriterende myg.
Det vil givetvis være helt anderledes i regn og tåge, men underlaget er så varieret og krævende at det kun kan være fedt.
Er rigtig tilfreds med placeringen, tempoet på første stigning og sidste nedløb, men er ikke helt tilfreds med hvordan jeg fik disponeret løbet.
Men naturen, den skal opleves.

Jeg er ikke meget til gentagelser når det drejer sig om løb, men er ret sikker på jeg kommer tilbage og løber det her løb igen. Og det bliver den korte rute, kan ikke se at løbeoplevelsen bliver større ved at løbe en ekstra runde.

Lidt om udstyr

Jeg havde, da jeg tilmeldte mig, forventet at vejret skulle blive noget a la dansk efterårsvejr. Og den obligatorisk udstyrliste indeholdt da også meget udstyr med fokus på sikkerhed på fjeldet. Nu skulle det jo så vise sig at vejret næsten var hedebølge, men det obligatoriske udstyr var stadig obligatorisk.

På fra start (og gennem hele løbet) havde jeg:
Trimtex Fast langærmet løbetrøje (min udafkomfortzonen trøje)
Nike Pro Combat 9″ underbukser
Montane trailshorts
Icebreaker uldsokker
Inov-8 Roclite 255 – fungerede superfodt, men manglede lidt greb på snestykkerne op af bakke.
Derudover sportstape på brystvorter og vaseline i armhuler, i skridtet og mellem tæer for at minimere slidtage.

Obligatorisk udstyr
Rygsæk: Montane Jaws 10 – god plads til alt, sidder godt på mig, har to dunke foran så en kan bruges til energi og den anden som kop når jeg passerer et vandløb
Vandtæt jakke: Inov-8 Raceshell 150. God pasform og let. Havde oprindeligt tænkt Salomon Bonatti, er ret vild med stoffet, men er ikke helt så tilfreds med pasformen. Og har altid været modstander af anorakker, men er vejret til at lyne helt ned, er det jo alligevel vejr til at tage jakken af.
Vandtætte bukser: Salomon Bonatti – lette og sider rimelig tæt, lækkert materiale. Rent faktisk en regnbuks jeg kan forestille mig at løbe i, selv om jeg aldrig bruger regnbukser til løb!
Forstærkningstrøje minimun 200 g: Aclima langærmet
Ekstra langærmet: Trimtex Fast
Hue, vanter: dannebrogsbuff og icebreaker inderhandsker
Vanddunk: dem der passer på rygsækken. Egentlig rygsækkens største fejl, at dunkene skal være lavet med krog for at kunne sidde fast
Fløjte, kort, mobiltelefon, 1 energibar (uåbnet), løbsnummer (på rygsæk og bryst/ben)
Førstehjælpstaske
– sportstape 2 m
– gaffatape 2 m
– kirurgtape 1 m
– skarvsårsmateriale (vaseline i mit tilfælde)
– elastisk kompresbind
– kompres (10×10 og 5×5 cm)
– smertestillende
En ret omfattende førstehjælpspose efter min mening, specielt virker tre slags tape i overkanten.

Havde ikke vægtoptimeret specielt, men mange af tingene er trods alt i den lette ende. Åbnede ikke rygsække. På noget tidspunkt, ud over for at tage energi.

Energi var GenerationUCAN. Det fungerede godt. Skal dog optimere lidt mere på håndteringen, både opbevaring og i at holde styr på indtaget. Men kan ikke sige at energien havde andel i min krise midt i løbet. Drak en dunk 30 min før start og havde derfra konstant en kvart til halv dunk fyldt med energi som jeg drak af løbende. Ville ikke fylde helt op, synes det var en nem måde at spare lidt vægt, og der var jo alligevel mulighed for at tage vand i vandløb mange gange. Det gjorde det selvfølgelig svært at holde fuldstændig styr på indtaget, men havde besluttet hvornår jeg skulle fylde pulver i dunken, og sørgede så bare for at tømme resten inden jeg fyldte nyt i.

Tog desuden en Crampfix og en koffeinpille før start og ca halvvejs. Koffeinen sørgede i tillæg for at jeg ikke faldt i søvn før kl 6, over 4 timer efter målgang…

Dagen efter er kroppen mærket, fødderne har fået tæsk på stenene, og især baller er ømme. Lårene er overraskende lidt mærkede, tror det skyldes det meget varierede underlag på nedløbene.

Nu er der lidt mere sommerferie og tid til at tænke over hvad der skal løbes næste gang.

Henrik Leth Jørgensen

Om forfatteren Henrik Leth Jørgensen

Henrik har dyrket udholdenhedsidræt gennem det meste af sit liv. Det startede med orienteringsløb i 1988. I 2003 begyndte en ny periode med adventurerace. I 2010 løb han sit første ultraløb