Salomon Hammer Trail 100 miles 2013 – set i bakspejlet

Salomon Hammer Trail 100 miles. Det er langt, har jeg fundet ud af. Og løbsberetningen er også blevet tilsvarende lang. Der er desværre ikke nogen kort version, men jeg har forsøgt at tilføje et par overskrifter hist og her hvis ikke du orker at komme hele vejen igennem.

Udstyr

Havde pakket energi, lamper m.m. hjemmefra så fredag formiddag går med at fylde dunke og få pakket tøjet, mens konen og drengene er på legepladsen. Det er vel faktisk meget sigende, for en stor andel i at jeg kan lykkes med store tossede projekter er at der er opbakning fra hjemmefronten.

Udstyrstaktikken var at løbe med væskebælte, UltrAspire Impulse, på runde 1-3 og derefter skifte til CamelBak Marathoner Vest på 4-5 runde og så skifte tilbage til væskebæltet på sidste runde.

Væskebæltet var dels for at kunne løbe så let som muligt og dels for at få belastningen væk fra skuldre og ryg. Fidusen med så at skifte til CamelBak undervejs, var muligheden for at medbringe lidt ekstra udstyr om natten. Samt lettere kunne holde på kropsvarmen, da ryggen ville være delvis dækket.

Jeg løb kun med én fyldt dunk i væskebæltet af gangen. Da der var mulighed for at tanke ca. hver 8 km rakte en flaske fint til det. Så var der sparet yderligere vægt. Udover obligatorisk udstyr medbragte jeg en overtræksjakke og selvfølgelig energi. Men ikke yderligere tøj eller førstehjælp.

Salomon Hammer Trail 2013

Salomon Hammer Trail 2013 (Foto: Sportpicture.dk)

På fra start havde jeg

Injini sokker og en ordentlig portion vaseline på fødderne
Fusion power tubes
Nike Pro tights
2XU lårstykker
Montane shorts
Aclima Coolnet kortærmet undertrøje
Trimtex Speed O-Shirt
Smartwool ærmer
New Balance Ionix 3090

I tasken lå Montane Slipstream Jakke. Den kom på om aftenen.

I løbet af aftenen blev 2XU’erne skiftet ud med Smartwool knæ. Ellers blev der ikke ændret i påklædning eller sko undervejs.

På sidste runde brugte jeg mine stave – Mountain King Trail Blaze

Taktik

Taktikken var at forsøge at løbe et jævnt løb med overskud hele vejen, og komme igennem med så lidt slitage som muligt!! OK det er svært ikke at blive slidt når man skal løbe så langt. Men specielt måden nedløbene angribes på har stor betydning for hvordan benene har det efterfølgende. Og farten opad har jo også lidt at sige for hvor lang tid der går før lårene “taber pusten”.

Taktikken skal selvfølgelig ses i sammenhæng med at Salomon Hammer Trail ikke har været årets hovedmål for mig. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg har forsøgt at forberede mig rigtig godt til løbet, både fysisk, mentalt og udstyrsmæssigt, men hovedmålet er Hærvejsløbet. Så jeg vil ikke kunne tillade mig at løbe mig selv fuldstændig i sænk til Hammer Trail.

I et forsøg på at udmønte taktikken i noget mere konkret forsøgte jeg at tænke løbet som et adventurerace. Det vil sige:

– forsøge at holde jævn fart hele vejen. Altså holde nogenlunde stabil puls uanset terrænets hældning. Jeg løb ikke med pulsbælte så det var rent på fornemmelse. Men efter 25 år i løbesko synes jeg også jeg har en ret god fornemmelse af belastningen på et givent tidspunkt.

– undgå tidstab på fjollede ting (mangel på lys, udstyr der går i stykker, for lidt energiindtag, skifte tøj, m.m.)

– hele tiden være i bevægelse (man kommer jo ikke nærmere målet af at sidde og spise i forplejningszonen. Så er det bedre at gå og spise)

– If you go right, go smooth – If you go wrong, go hard. Ordsprog udtalt af en finsk adventureracer for en del år siden.   Dvs. løbe med overskud på de lette passager og dermed have gemt kræfter til der kommer modgang.

Selve løbet

Fra start af åbner Allan Lyngholm i lidt højere fart end jeg havde tænkt mig at løbe. Jeg kæmper en kamp med mig selv om at lade ham løbe og så holde fast i min egen taktik. Det passer mig dårligt, men jeg minder hele tiden mig selv om, at målet er, at komme igennem og være rimelig hurtig klar bagefter. Jonas Olsson og jeg løber lidt sammen, men på de letløbte stier trækker han fra. Som med Allan lader jeg ham løbe og koncentrerer mig om mit eget løb.

Vi løber den første runde på Hammer Knuden stort set lige hurtigt oppe foran, men alligevel noget ujævnt i forhold til hinanden, så jeg bliver overbevist om at det bare gælder om at holde fast i taktikken. Og så om nødvendigt løbe hele vejen alene, selv om jeg klart havde håbet på at kunne få følgeskab en god del af vejen.

Efter første runde på Hammerknuden tager jeg lidt energi (5 gels, en energi bar og en pose skumslik) i depotet og løber så ud på første hele runde.

De næste mange km er jo rimelig kendt terræn (for ikke-førstegangsdeltagere), men kort før Vang rammer vi første gang en af årets nye passager.

Bliver mødt af advarselsskilte med en lille rød blinkende lampe. Vi løber på toppen af skrænten men skal nu ned mod vandet. Fra stien hvor vi løber kan vi ikke se hvad der venter, men skiltene er tydelige nok i deres sprog. Jeg glæder mig og vender skoene ud over skrænten. Nedløbet er stejlt, meget stejlt, og stien smal. Tænker et kort øjeblik at det er godt at det er tørvejr, og giver så slip og lader ben og fødder arbejde af sig selv. Kommer lynhurtigt ned i bunden og har et stort smil på læberne da jeg kan se at den lille sti fortsætte langs skrænten et godt stykke. Holder god fart og tænker at her kan jeg tjene lidt tid i forhold til de andre.

Forude venter Vang og grusvejen op gennem stenbruddet. Det er ikke mit favoritstykke, men koncentrerer mig om taktikken og slår over i rask gang op gennem stenbruddet. Møder løbsarrangør Jakob Vestergaard på toppen. Han kan fortælle at Allan er godt 5 minutter foran.

Jons Kapel (Foto: Jesper Halvorsen)

Jons Kapel (Foto: Jesper Halvorsen)

Efter et par km på grusvejene og en lille snas på asfalt kommer vi første gang til Jons Kapel. I høj sol og vindstille er det jo en smuk oplevelse, men tanken om at der venter yderligere 5 ture ned tynger lidt. Efter at have været nede og vende ved klokken møder jeg Jonas på toppen af trappen. De små stier hen til DGI-broen og Vang er en rigtig lækkerbisken og jeg forsøger at løbe let henover det hele. Nyder skovalget, New Balance Ionix 3090. Det står godt fast, og er samtidig lette og med god føling af underlaget.

På vej ind i Vang kan jeg se en løber der nærmer sig bagfra. Det ligner hverken Allan eller Jonas, så undrer mig en smule da jeg ikke lige har set andre hænge med i starten. Men løber videre gennem byen og tænker jeg jo nok finder ud af hvem det er når han kommer op.

 

På den anden side af Vang venter igen et nyt stykke. Knap så små stier som det første, og heller ikke helt så teknisk krævende, men lækre uanset og lige til at blive glad i låget af. Efter et par km i lyngbakker rammer vi noget skov, fortsat på mindre stier. Lækkert. Et par km før depotet rammer vi grusvejen. Så er det bare ned ad bakken til havnen. Forsøger at holde tempoet nede og spare lidt krudtet, der er jo fortsat et par km til mål… Kan se at løbere bagved har nærmet sig en smule. Virker til han holder højere fart end mig på de store stier.

Første gang i depotet

I depotet er masser af glade mennesker, fedt. Føler godt overskud og skal bare have skiftet dunke og taget energi (5 gels, en pose slik, en figenstang og en muslibar fra netto. Energibaren fra forrige runde bliver dumpet i depotet, må erkende at jeg ikke magter at spise så solid en fidus under et løb).

Er hurtigt på sporet igen, men tager den med ro op ad bakken. Bliver hentet bagfra. Det viser sig at være Mathias Jørgensen. Vi følges et stykke og snakker lidt. Det giver et boost at have selskab.

Men ved Jons Kapel skal jeg have fyldt vand i dunken (energipulver havde jeg hældt i hjemmefra), så Mathias smutter fra mig. Kan se ham på grusvejsstykket hen til stenbruddet. Skal igen minde mig selv om målet og ikke forsøge at lukke hullet nu.

Nede ved vandet lige før Vang står min kone og hepper med drengene. Dejligt med lidt moralsk opbakning. Hun siger jeg ser noget mere frisk ud end både Allan og Mathias. Så på det lille tekniske stykke lige efter Vang holder jeg tempoet højt og får stort set lukket hullet til Mathias. Vi følges ad de næste par km og kan se vi henter på Allan. Kort efter Hammershus Fæstning henter vi Allan. Forsøger at få ham med, så vi kan lave en lille tremandsgruppe, men han klager desværre over ondt i brystet. Det forklarer hvorfor vi hentede så meget tid på ham. Lader benene rulle ned ad bakken og får faktisk et lille hul til Mathias så ved vanddepotet på havnen er jeg første gang forrest.

 

Hammerknuden (Foto: Jesper Halvorsen)

Hammerknuden (Foto: Jesper Halvorsen)

Tanker vand i dunken så der er drikke til hammerknude-runden. Følges lidt med Mathias, men vi løber ujævnt tempo i forhold til hinanden, så der opstår et lille hul. Omme ved campingpladsen møder jeg igen konen og drengene. David er dog mere optaget af at snakke om fårene i indhegningen. Han har senere udtalt at det ikke gør noget han (og de andre) ikke er ude og heppe på mig om natten, for det gør fårene jo!

 

Ind i depotet og tanke nu energi. Har været igang i 6 timer og 30 minutter og kan godt regne ud at jeg næppe når rundt til depotet igen før det bliver mørkt. Da den lampe jeg har med i tasken reelt blot er en nødlampe ender jeg med at tage min Gloworm X1 på hovedet inkl 2 celles batteri. Vel vidende at der går næsten tre timer før den skal i brug. Men i bæltetasken er der ikke plads. Og fra adventureraces har jeg lært at lamper og cykelhjelme faktisk nemt kan bæres på hovedet døgnet rundt…

 

Møder Allan et par km fra depotet. Han virker til at være gået helt i stå. Desværre. Han viser heldigvis at han besidder en enorm fightervilje, så selv om han helt nede at vende efter 2 runder får han vendt skuden og kommer op i fart igen.

 

Jons Kapel - klar til natten (Foto: Jesper Halvorsen)

Jons Kapel – klar til natten (Foto: Jesper Halvorsen)

Ude på tredje runde falder temperaturen lige så stille. Mest markant i skyggefyldte områder. For de områder hvor solen kun lige har sluppet er der fortsat lunt. Men fisker alligevel jakken frem og tager den på. Er ved godt mod da jeg tredje gang kommer til Jons Kapel. Nu i solnedgang. På stierne nordpå er jeg lige ved at fiske mobilen frem for at tage et billede af solnedgangen, men besinder mig, kvaliteten er alligevel for sørgelig.

 

Holder rytmen, gå på stigningerne og løb jævnt på de flade stykker og nedad. Og pres lidt på på de mest tekniske partier. Forventer egentlig Mathias vil komme op igen. Overvejer om jeg skal vente, for at få selskab. Men hvis vi alligevel løber forskelligt tempo afhængig af underlaget bliver det jo lidt rodet, så fortsætter alene.

Nu er natten på vej

Inde i depotet før 4. runde skal jeg have skiftet væskebæltet ud med camelbaken. Gloworm X1 bliver skiftet ud med X2 – 2’eren har en bedre lyskeglen, men vejer en bagatel mere og bruger lidt mere strøm, men det er værd at ofre for det bedre lysbillede. Skifter også mine 2XU compress lårstykker ud med Smartwool uldknæ. Synes 2XU er begyndt at stramme lidt for meget og så har jeg brug for noget der dækker knæene. Sammen med camelbaken kommer der også musik i ørerne. Hører ikke så godt efter, men det er med til at jeg holder et fornuftigt drive gennem de mørke timer.

Kan godt mærke at der er ved at komme km i benene. Bakkerne bliver længere… går lidt flere meter i toppen af nogle af bakkerne inden jeg slår over i løb. Men føler mig fortsat rimelig ovenpå.

Begynder at regne lidt på tider for at se om jeg kan komme forbi hoveddepotet samtidig som 50 miles starter/løber ud på første runde. Presser tempoet lidt, men da jeg nærmer mig depotet kan jeg se timingen er gal, og at de løber den anden vej rundt.

Nyder natten og holder mig godt igang. Ser mange harer der spurter rundt og mus der sidder trykker sig på stierne og smutter væk i sidste øjeblik. På en måde meget hyggeligt. Møder lidt folk af og til i modløb. Bruger det til at holde tempoet oppe. Undskyld hvis jeg kom til at blænde enkelte af jer. Og tak til de af jer som tog jer tiden til at stoppe op og gå til siden.

 

Jons Kapel – en smuk dræber

5. gang ved Jons Kapel bliver lidt et slag i hovedet. Benene sejler fuldstændig da jeg kommer op, og jeg sjosker af sted på stien nordpå. Kan slet ikke få benene til at makke ret. Og begynder at mærke konsekvensen af mit skovalg – bløde såler, så fødderne er konstant på arbejde så de er trætte og ømme. Synes godt nok der er langt hjem. Kæmper for at komme op i gear.

Solopgangen har givet lidt energi, men hvert fodisæt minder mig om hvor trætte mine fødder er. Går et langt stykke og venter blot på at blive indhentet bagfra.

 

Depotet føles uendeligt fjernt. Men jeg tænker taktikken igennem inde i hovedet. Så længe jeg er i bevægelse skal de andre gøre mere for at hente mig. Hele tiden, bevægelse fremad. Hvis jeg har ondt i benene har de andre det nok også.

Sætter mig lidt tungt i stolen i depotet. Skifter camelbaken ud med væskebæltet. Tager lampen af. Nyder det noget lettere setup. Drikker noget Matilde Kakaomælk, det hjælper altid 😉

Finder mine stave frem. Egentlig har jeg følt at lårene var ok kørende, det er mere fødderne der laver brok. Men ved at stavene også kan aflaste fødderne lidt.

Sjosker ud på sidste runde. Føler ikke helt overskuddet er der. Men hey, jeg er forrest, og mangler kun 25 km i at have gennemført.

Hammerhavnen (Foto: Moses Løvstad)

Hammerhavnen (Foto: Moses Løvstad)

Traver op ad grusvejen. Tænker at jeg kan gå indtil jeg møder Mathias og så slå over i løb. Så kan jeg spare lidt energi, men fortsat bevare noget af forspringet. Moses Løvstad kører forbi. Han står på toppen og tager billeder. Han fortæller at Mathias er udgået. Hmm, ærgeligt, men godt for mig. Det giver lidt mere ro på. Selv om målet fra start har været at komme igennem og helst så let som muligt, og placering og tid har været ligegyldig, så vil jeg da aller helst også gerne først i mål.

Skiftevis går og løber med hjælp fra stavene. Forsøger at bevare fremdriften. Der er gået omkring 30 minutter fra depotet da jeg møder Kenneth Kofod som fører an på 50 miles. Efter yderligere små ti minutter kommer flere 50 miles og også Allan Lyngholm. Han ser væsentlig skarpere ud end jeg føler mig. Selv om jeg kan regne mig frem til at jeg nok har en times forspring føler jeg mig ikke sikker. Med trætte ben kan der ske meget på 20 km.

 

Kommer forbi Jons Kapel 6. gang. Det går lidt lettere end 5. Det at kunne se en ende på det hele hjælper. Hen imod Hammershus Fæstning forsøger jeg at komme op i gear, nu vil jeg bare gerne i mål.

Lige før fæstningen kommer Jacques Dehnbostel flyvende og kort efter følger forreste del af 50 km feltet. Der bliver hilst og heppet fra flere sider, det giver fornyet energi. På vej ned mod Hammerhavnen kommer Kenneth Kofod op. Jeg lægger mig på hjul og bliver hevet med ind til væskedepotet. På vej ud på Hammerknuden er der lidt trængsel og med mine trætte ben lader jeg lidt af trafikken flyde forbi. Jeg taber Kenneth af syne og forsøger igen at finde ind i min egen rytme. Kroppen er slidt, men benene, og især fødderne, gør mere ondt end jeg synes de burde. Omme ved campingpladsen møder jeg igen familien der står og hepper. Er glad for at se dem og glad for at målet nu kun er få km væk. Den sidste tur op på af bakken kort før mål gør ondt i benene, det samme gør nedløbet. Men nede på fladen er energien tilbage i benene og jeg kan løbe i mål.

Glad for at være i mål og glad for at jeg lykkedes med min taktik. Og bestemt også glad for at være først i mål.

 

I mål på Hammer Trail 2013

I mål på Hammer Trail 2013

Præstationen

Sluttiden har jeg svært ved at forholde mig til, for jeg har ikke egne tider fra lignende løb at sammenligne med.
Det er den tredjehurtigste tid til Hammer Trail 100 miles. Men første gang ruten så ud som i år. Og vejret spiller jo også ind hvis man skal sammenligne fra år til år.

Men kigger jeg udelukkende på min egen præstation så viser rundetiderne (00:42:16 – 02:45:38 –  03:02:02 – 03:20:57 – 03:50:10 – 04:08:45 – 04:24:41) at jeg tabte jævnt hen igennem løbet. Det samme viser hastighedsgrafen fra mit ur (Garmin Fenix, dog kun ved tracking en gang i minuttet).

tempo_hammertrail2013

Jeg følte jeg lykkedes med at løbe med overskud det meste af vejen. Jeg ved godt at jeg for alvor mødte modstand på runde 5 og 6, men det var jo også på den høje side af 100 km…

Umiddelbart tænker jeg at jeg vil holde mig til samme taktik næste gang jeg kaster mig ud i noget lignende. Men så vil erfaringen fra dette løb forhåbentlig gøre at jeg taber mindre hen gennem løbet end jeg gjorde her.

Løbet var en god test på vej mod Hærvejsløbet. For det første fandt jeg ud af at formen er ganske fornuftig. For det andet fandt jeg ud af det faktisk er muligt hele tiden at finde ressourcer til at løbe, det er delvis en mental blokering der gør at jeg ikke løber mere. Det kunne jeg jo se da Kenneth Kofod løb forbi, der var der pludselig energi nok til at løbe med for en stund.
Og så har jeg fundet ud af at jeg skal have kigget lidt mere på mit skovalg. Selv om NB3090’erne er fede at løbe i, så er mine fødder vist ikke stærke nok til at løbe så langt i dem (i hvert fald ikke med den løbeteknik jeg anvender!)

Kenneth Kofod som lokomotivfører (Foto: Jesper Halvorsen)

Kenneth Kofod som lokomotivfører (Foto: Jesper Halvorsen)

By | 2013-05-29T21:32:53+00:00 maj 8th, 2013|Blog|0 Comments

About the Author:

Henrik Leth Jørgensen
Henrik har dyrket udholdenhedsidræt gennem det meste af sit liv. Det startede med orienteringsløb i 1988. I 2003 begyndte en ny periode med adventurerace. I 2010 løb han sit første ultraløb

Leave A Comment

* Copy This Password *

* Type Or Paste Password Here *