Årsplan 2013

Det kommende års racekalender rækker foreløbig kun et halvt år frem, da hovedmålet er Hærvejsløbet 22-23. juni.

Hvad der skal på planen efter det, må tiden vise. Det kommer i høj grad an på hvordan krop og hoved reagerer på træningen og selve Hærvejsløbet. Så måske står efteråret på ingenting, måske et udenlandsk ultratrail eller måske et adventurerace

 

Men de næste 6 måneder bliver en blanding af korte og lange løb, og et godt miks af trail og orienteringsløb.

 Midt i januar er det tid for endnu en omgang af

Himmelbjergegnens Trailserie

En lille serie på 4 løb hen over året. Alle med udgangspunkt fra Knøsmarken og med Simon Grimstrup som arrangør.

Der er garanti for små snørklede stier, mange højdemetre og hurtige konkurrenter.

Løbene er supergode til at redde sig ca. 40 min højintensiv træning. Og da jeg ikke længere er så god til at tage mig sammen til at løbe intervaller, men har brug for den høje intensitet i træningen, ja så er det jo perfekt med disse løb som foregår under 2 km fra mit hus.

 

I slutningen af februar kommer det første større løb i kalenderen

Thy Trail Marathon

Jeg var på startlisten sidste år men måtte stå over pga en skade. I 2013 prøver jeg så igen.

Målet er at være med fremme så længe som muligt. Vurderet ud fra startlisten skal der nok komme fart over feltet. Spørgsmålet er om de helt hurtige drenge er villige til at agere lokomotiv for os andre.
Og den store joker bliver vejret. Tidspunktet og den geografiske placering af løbet betyder det kan blive lidt af hvert. Kommer der meget sne lige op til løbet, kan det blive en gang lurepasseri fordi ingen gider trampe spor for de andre. Men uanset hvad bliver det en god gang træning frem mod de andre løb senere på foråret.

 

I starten af april skal jeg til

Påskeløb

Tre dages orienteringsløb i det midtjyske. Det er ikke fordi jeg har de store ambitioner om at komme højt op på resultatlisten, men jeg vil da gøre hvad jeg kan. Men der er lækre terræner og så ligger skovene i en afstand så jeg regner med at jeg løber hjem efter hver etape. Så påskeugen bliver forhåbentlig en god træningsuge med både høj intensitet, gode orienteringsbaner og mange timer i løbeskoene.

 

I starten af maj står jeg igen på startstregen til

Salomon Hammer Trail

2012 udgaven blev en fuser for mit vedkommende. Jeg var mentalt og fysisk for dårligt forberedt. Det bliver efter planen anderledes i år.

Men jeg får nok flere mål jeg vil forfølge til løbet, for det drejer sig egentlig mest om at prøve at løbe så gratis som muligt, og dermed hurtigt være klar til den videre træning. Men det er jo en konkurrence og der går det ud på at komme så hurtigt i mål som muligt. Hvilket mål der kommer til at vægte tungest kommer an på hvordan træningen forløber frem til maj.

 

I anden halvdel af juni er der

Hærvejsløbet

Årets store mål. Og et noget anderledes mål end jeg tidligere har haft. Tanken er at jeg skal agere Forest Gump, altså være den gennemgående figur på alle 290 km.

Løb har været mange ting gennem mit liv. Det har fyldt store dele af min fritid og også en god del af mit arbejdsliv.

I mange år har det været en jagt på at forbedre præstationen og resultaterne. Men samtidig har det altid betydet meget at der har været en oplevelse knyttet til, som regel en oplevelse der på en eller anden vis har været knyttet til naturen.

Hærvejsløbet skal løbes med fast tempo. Det bliver en udfordring, for så er der ikke nogen mulighed for at justere tempoet efter hvordan kroppen har det.

Og så er løbet langt, meget langt.

Men det bliver bestemt en oplevelse. Og så glæder jeg mig til at halvt år hvor fokus også bliver på at få mange mennesker ud at løbe en tur sammen med mig.

 

Andre løb og træningsplaner

Der kommer nok lidt flere løb på programmet. Men lige nu er jeg ved at sammensætte en træningsplan i samarbejde med Torbjørn Gasbjerg, god ven og adventurelegekammerat ;-). Der skal nok komme lidt flere ord og uddrag fra træningsplanen hen af vejen.

Overordnet kan jeg sige at det bliver en plan hvor der bliver et jævnt tryk på træningen hele vejen frem til juni. Men i høj grad krydret med nogle ekstremt hårde perioder. En af de store udfordringer ved både Hærvejsløbet og Hammer Trail er at blive ved med at løbe. Hele vejen. Også når benene gør afsindig ondt. Det skal vi forsøge at simulere i træningen ved at indføje nogle ekstra hårde perioder.

Og så handler det i høj grad om at træne smart og ikke blot træne meget. Selvfølgelig skal der timer i benene, men det er ikke altid en times ekstra træning giver en times ekstra udbytte.

By | 2012-12-26T20:46:32+00:00 december 26th, 2012|Blog|0 Comments

About the Author:

Henrik Leth Jørgensen
Henrik har dyrket udholdenhedsidræt gennem det meste af sit liv. Det startede med orienteringsløb i 1988. I 2003 begyndte en ny periode med adventurerace. I 2010 løb han sit første ultraløb

Leave A Comment

* Copy This Password *

* Type Or Paste Password Here *