Ultra Trail Verbier 2012

Det er ikke nemt at være bjergløber når man bor i Danmark, men det skal ikke være en undskyldning for ikke at komme ud og få nogen fede oplevelser. Trail Verbier St. Bernard er klart en oplevelse der kan anbefales til andre der kan lide at være i bjerge.

Hvis du synes beretningen bliver for lang, så klik i det mindste videre via linket i bunden og kig på nogle af billederne, de kan nok forklare hvorfor løb i bjergene er så fedt

Traversee henvender sig, med arrangørernes egne ord, både til dem der vil løbe hurtigt, og dem der blot vil vandre en hurtig tur. Tidsgrænsen på Traversee er 21 timer for de 61 km, det er der mange som kan klare i raskt vandretempo.

Selve ruten følger vandrestier hele vejen. Underlaget varierer fra blokfelt (store sten der ligger meget rodet) over små vandrestier med lidt sten til små græsklædte stier. Og kun et minimum af grus og asfalt. Helt klart et løb der falder i kategorien “trail”. Ingen tvivl om at de fleste danskere vil opleve ruten som ekstremt teknisk, men for mig var det netop noget af det jeg søgte, og fandt

61 km trailløb med 4100 højdemeter. Fantastisk flot natur og mange små stier

61 km trailløb med 4100 højdemeter. Fantastisk flot natur og mange små stier

Fra startbyen La Fouly stiger det jævnt op med første top – Col de Fenetre, knap 1200 højdemeter højere end starten fordelt på 10 km løb. De første 3-4 km følger man asfalt og grusvej, så feltet kan blive strukket lidt ud. Jeg søgte efter en god plads godt fremme i feltet og fandt et par andre løbere som virkede til at passe i tempo. Kort før Fenetre ramte vi de første passager med sne. Ikke så meget som forventet, men nok til at temperaturen faldt til et behageligt niveau. Herefter et kort nedløb til Gd Saint Bernard og første forplejningszone. Jeg snuppede et par stykker banan, en bid energibar, lidt energidrik og var så hurtigt videre. Ingen grund til at hænge i baren.
Morten og Nina fortalte senere om kø på stierne og kaos i første forplejningszone i det store midterfelt af løbere, så lidt bonus var der ved at åbne lidt offensivt.

Vi fortsatter et par hundrede højdemeter op og kunne så begynde det første lange nedløb mod Bourg Saint Pierre. Vi startede med et par meget teknisk krævende km i store og mindre sten. Jeg hægtede mig på en schweizer og blev ført i fint tempo ned over stenene. Nede i “bunden” fortsatte vi jævnt nedover på små stier og græsstykker.

I Bourg Saint Pierre var der en stor forplejningszone. En venlig schweizisk dame prøvede at lokke med både suppe, pasta og andre varme retter. Jeg holdt mig dog til cola, banan og energibar. Ingen grund til at eksperimentere, og med en forventet sluttid omkring ti timer kan kroppen fint komme igennem uden større måltider. Jeg fik fyldt drikkeblæren med energidrik og var ude af zonen igen efter 5 minutter. Godkendt tid, selv om der nok kunne være sparet et minut eller to hvis jeg havde haft vandflasker i stedet for drikkeblære (men det ville så medføre andre problemer).

Stigningen ud af Saint Pierre gik det første lange stykke på en mindre grusvej. Der var generel enighed omkring mig at tempoet var gang, så vi “power”walkede så godt vi kunne opad. Jeg kogte en del i hovedet. Der var stort set vindstille og solen bagte lige oppefra.
Efter ca 4 km fladede stigningen lidt ud og blev til små bjergstier. Der kom lidt vind og samtidig lidt små smeltevandsåer, som blev brugt til drikke og køling af hovedet.
Efter Col de Mille var der 11 km med ca 1400 højdemeter ned til næste depot i Lortier. Nogle helt fantastiske små stier omgivet af græs og blomster. Jeg forsøgte at holde god fremdrift. Brugte stavene et par gange på nedløbet, men kunne godt mærke det trak tempoet ned, så droppede dem igen, og tænkte “lårene kommer til at gøre ondt i morgen uanset”. Og der er “kun” en stigning tilbage.

I Lortier blev jeg mødt af Julie Jonstrup, vores supporter. Dejligt at møde et kendt ansigt, og en der snakkede et sprog man kan forstå. Forsøgte at komme hurtigt igennem forplejningszonen og ud på sidste stigning til op til La Chaux.

Og hvilken stigning – 5,3 km med 1100 højdemeter. Og så var den sidste km af stigningen stort set flad…
Jeg var brugt og havde det varmt, men da de andre omkring mig holdt stort set samme tempo var det jo bare at klø på.
Jeg gik i lang tid 50-100 meter bag Simone Delamorclaz, to’eren i dameklassen. Hun havde følgeskab af en (moralsk) supporter. Kunne se hun stoppede med jævne mellemrum. Og selv om jeg gjorde det samme, hentede jeg lige så stille ind på hende. Hun stoppede oftere og oftere, tydeligvis med kramper i lårene. Hendes følgesvend forsøgte at massere kramperne væk.
Jeg smuttede forbi, og kunne så agere “hare” på den efterfølgende km. Da jeg på et tidspunkt også stoppede med krampe i lårene sørgede hendes følgesvend for massage af mine lår, tak for det. Fandt også ud af at så længe jeg gik på tæer krampede lårene stort set ikke. Så op på tæerne og god rytme i stavene. Og opad gik det.

Ud af forplejningen i La Chaux forsøgte jeg at holde et jævnt tempo, men lårene havde det hårdt. Men med kun 7 km til mål var det bare at klø på. Løberne omkring mig smuttede fra mig på nedløbet. Måtte erkende at hverken teknikken eller styrken var god nok. Og jeg var ikke modig nok til bare at give slip og følge med.

De sidste km ned til Verbier blev vi sendt på asfalt og gennem byen, det var stort set det eneste sted på ruten vi ikke løb på små stier.
Der var fin stemning i byen og det var fedt at løbe i mål. Tiden sagde 9.12, 48 minutter hurtigere end målet på 10 timer.

Brugte den første halve time på at sunde mig og nyde solen, og forsøgte at fordøje oplevelsen. Masser af fede stier og en helt fantastisk udsigt. Var glad for at vi på dagen havde solskin. Dagene før og efter var fyldt med skyer og regn i Verbier.

Fik Christian i mål en god time efter. En rigtig god tid af en løber, der hverken har løbet så langt eller i den type terræn før.

At løbe turen og komme i mål var en stor oplevelse, men dagens største og mest rørende oplevelse var nok at få Morten i mål. Ingen tvivl om at han var den gladeste mand i Verbier den lørdag. Hans første rigtige lange konkurrence siden diskus-operationen. Et dejligt bevis for at hvis man kæmper kan man nå rigtig langt.

Nina kom i mål lige før midnat. Fantastisk sejt af en ultraløbsdebutant, der havde meldt sig til kun en måned før løbet. Og som om 61 km ikke skule være nok, fortsatte Nina og Julie på vandretur rundt om Mont Blanc.

En helt igennem fantastisk oplevelse der helt sikkert skal gentages.

Så masser af billeder fra løbet her:
http://www.photossports.com/TVSB-2012-Inconnus,672,1,fr,f,g96,n3.html

By | 2015-12-05T16:01:54+00:00 juli 21st, 2012|Historier fra de varme lande|Kommentarer lukket til Ultra Trail Verbier 2012

About the Author:

Henrik Leth Jørgensen
Henrik har dyrket udholdenhedsidræt gennem det meste af sit liv. Det startede med orienteringsløb i 1988. I 2003 begyndte en ny periode med adventurerace. I 2010 løb han sit første ultraløb